Krokodille snupper kvinde på aftensvømmetur i Australien
Kvinden hoppede sammen med veninde i vandet i område, der er kendt for at være fyldt med store krokodiller.
En australsk kvinde frygtes omkommet, efter at hun søndag aften lokal tid forsvandt under en svømmetur i Daintree National Park i den nordøstlige del af landet.
Det oplyser politiet i delstaten Queensland.
Kvinden var på besøg i området sammen med en veninde, da de ved 22.30-tiden besluttede sig for et aftendyp ved Thornton Beach.
Men turen blev skæbnesvanger for kvinden, som blev trukket ud på dybere vand af noget, der formentlig var en krokodille.
- Hendes veninde forsøgte tappert at trække hende mod land, men det var hun desværre ikke i stand til, og kvinden forsvandt herefter, siger Russell Parker, politibetjent ved det lokale politi.
Området er kendt for at være hjemsted for glubske saltvandskrokodiller, og adskillige skilte i områder advarer folk mod at svømme.
Kvinderne er begge fra delstaten New South Wales og i 40'erne. Den overlevende kvinde modtager behandling for chok.
Ifølge en lokal krokodilleekspert er en fem meter lang krokodille blevet set flere gange i området de seneste uger, skriver ABC News.
- Hele området fra Cairns og op til Cape Tribulation er kendt for sine store krokodiller. Man skal være meget forsigtig i nærheden af vand og blive væk fra det - især hvis det er mørkt, siger Neil Noble fra Queenslands ambulanceredningstjeneste.
Det er ikke lykkedes at finde spor efter kvinden, selv om en helikopter med varmesøgende kameraer blev sendt op, kort efter at der blev slået alarm.
I gennemsnit dræber krokodiller to personer om året i det nordlige og nordøstlige Australien.
Alene inden for de seneste uger er den kvote dog blevet opbrugt, efter at en ældre fisker for nylig druknede efter at være blevet vippet i vandet af en krokodille nær Darwin.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker