Kun hver femte tysker overvejer en sommerferie i udlandet
Billedet her viser en affolket lufthavn i Frankfurt i Tyskland. Selv hvis grænserne åbner til sommer, vil mange tyskere holde ferien hjemme, viser en ny rundspørge. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Kai Pfaffenbach/Reuters
En rundspørge viser, at de tyske turister i overvejende grad har tænkt sig at blive hjemme denne sommer.
Uanset om grænserne i Europa snart skulle blive åbnet, så tyder det ikke på, at de tyske turister vil være lige så synlige i nabolandene som normalt.
Mange af dem har nemlig allerede nu lagt sig fast på at holde ferien hjemme.
Det viser en rundspørge, som den tyske tv-kanal ARD har foretaget.
Af de adspurgte, der allerede kender deres planer for sommeren, svarer halvdelen, at de har tænkt sig at blive hjemme.
Samtidig svarer blot hver femte af alle de adspurgte, at de overvejer et besøg til andre europæiske lande i løbet af sommeren.
I Danmark er der stor debat om, hvorvidt grænserne skal åbnes.
Flere partier har lagt pres på statsminister Mette Frederiksen (S) for at få åbnet grænserne - blandt andet så tyske turister kan komme til landet.
Danmark lukkede - ligesom mange andre lande - sine grænser for turister i midten af marts for at begrænse spredningen af coronavirus.
Rundspørgen fra ARD viser, at kun tre procent af tyskerne har planer om en rejse uden for det europæiske kontinent i løbet af sommeren. Til sammenligning lød tallet i 2019 på ti procent.
Tyskland har bekræftet 178.150 tilfælde af coronasmitte under virusudbruddet. Kun syv lande har bekræftet flere tilfælde. Det viser den seneste opgørelse onsdag fra amerikanske Johns Hopkins University.
Også på listen over flest dødsfald ligger Tyskland nummer otte globalt. I alt er 8138 personer bekræftet døde med coronavirus i Tyskland.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde