Kun i kælderen hos isenkræmmeren er der lidt fred og ro for granaterne

Der er meget lidt tilbage af Soledar. Der er en kirke, et par forretninger og en isenkræmmer i en kælder.

Byen ligger lige op ad frontlinjen i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.

Nogle dage måske endda lige på frontlinjen.

Det er en mineby. Inden krigen, der begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, boede her omkring 15.000 mennesker.

Det gør der ikke mere. I over tre måneder er byen konstant blevet bombarderet, skriver nyhedsbureauet AFP fra Soledar.

AFP har ikke sat navn på sin medarbejder, der fortæller, at den skræmmende lyd af eksplosioner med mellemrum flænser stilheden i spøgelsesbyen, hvis navn betyder "Gave af Salt" efter en kæmpe saltmine i byens udkant.

Da krigen kom, befandt Soledar sig på den rute, som den russiske invasionsstyrke ville bruge i forsøget på at erobre Donetsk.

Den ukrainske hær slog fra sig. Soledar blev beskudt fra begge sider.

Saltminen er ramt flere gange og er nu lukket.

Mange indbyggere er flygtet. Ifølge de lokale er der nu kun omkring 2000 af de 15.000 tilbage.

Husene på hovedgaden er halvt ødelagte eller sorte af røg.

Kulturcentret er ødelagt, og dets ruiner lugter af røg.

- Det skete om natten mellem den 9. og 10. juli. Den nat ramte mange missiler Soledar, siger Tetyana til AFP's journalist, mens hun passerer med sin 5-årige datter og 67-årige mor.

Centret brændte i flere dage. Der er ikke et brandvæsen til at slukke brande.

- Her er ikke længere lokale myndigheder. Ikke politi, ingen læger, ikke et apotek. Alle er væk. Vi er forladte, siger Tetyana.

Nu kommer en elegant kvinde med kort hvidt hår til syne. Hun går hen ad vejen med fem katte.

Det er Lyudmyla. Hun smiler, men er bange. Hun fortæller, at hendes mand er handicappet og ikke kan bevæge sig.

- Og så er der de forladte katte. Jeg kan ikke efterlade dem, siger hun på vejen hen til en af de få åbne forretninger.

Den får sine varer fra frivillige, der kommer to gange om ugen.

Under forretningen er der en kælder. Her er en isenkræmmerbutik, som er blevet et forholdsvist sikkert sted for de tilbageværende indbyggere.

Her køber man gas, søm, sengetøj. Et sted, hvor indbyggerne kan mødes.

Jurij, den 59-årige butiksindehaver, har en grå hestehale. Han bærer baseballkasket og støtter sig til en stok.

Trods hele situationen er der stadig liv i hans øjne.

- Hvis jeg tillader mig selv at blive deprimeret, er det skidt for mine gamle knogler, erklærer han.

Men hans blik bliver mørkt, når snakken kommer ind på hans to børnebørn på 8 og 12. De er stadig i Soledar.

AFP skriver, at som i andre byer i det østlige Ukraine vil de tilbageværende ikke evakueres. Eller også kan de ikke evakueres.

- Vi vil bare blive, hvor vi bor. Vi er ikke separatister! Skriv det ned. Vi er ikke separatister!, lyder det fra Larysa, tidligere bankfunktionær, fra en balkon i nærheden.

Lokale myndigheder opfordrer jævnligt folk til at lade sig evakuere. De, der bliver, beskyldes ofte for at være pro-russere, som venter på, at Ruslands hær invaderer deres by.

- Vi vil bare have fred. Og ro, fastslår Larysa på balkonen.

/ritzau/