Kunstig intelligens kan skabe både glæder og plager og koste os jobbet

Den 70-årige Kristalina Georgieva, der er fra Bulgarien, er administrerende direktør for Den Internationale Valutafond (IMF). Hendes femårige embedsperiode udløber senere i år. Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix

Kunstig intelligens har to sider, advarer IMF's chef. Det kan ramme specielt den rige og udviklede verden på jobsikkerhed, men det kan også skabe global vækst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er måske ikke alle, der har opdaget det endnu, men den nye teknologi med kunstig intelligens (AI) buldrer frem.

Det har fået Den Internationale Valutafond (IMF) til at udarbejde en rapport om AI's konsekvenser for den globale økonomi, arbejdsmarkeder og meget andet.

AI er en risiko for jobsikkerhed, men det er også en "kæmpe mulighed" for at forbedre den pressede produktivitet og sætte fart i global vækst, siger IMF's administrerende direktør, Kristalina Georgieva.

Det er nyhedsbureauet AFP, der har talt med den bulgarske IMF-chef om rapporten i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., umiddelbart inden hun rejste til Davos i Schweiz til det økonomiske forum.

Institutionen IMF blev oprettet i 1947 og har hovedkvarter i Washington D.C. Den har 190 medlemslande, herunder Danmark.

Den har overordnet til formål at stabilisere verdens økonomi og skabe vækst.

AI vil ifølge IMF ramme jobsituationen i den velstående del af verden. 60 procent af arbejdspladserne i de avancerede økonomier ventes at blive påvirket.

Anderledes i den mindre udviklede del af verden, men omkring "40 procent af alle job i verden kan ventes at blive påvirket".

- Og jo mere avanceret, dit job er, jo mere bliver du påvirket.

Ifølge IMF-rapporten, der blev offentliggjort søndag aften amerikansk tid, vil omkring halvdelen af de job, der påvirkes af AI, blive påvirket negativt.

AI kan altså lave dit job i stedet for dig. Eller noget af dit job.

Men for de andre job kan AI være gavnlig og måske øge produktiviteten.

- Måske forsvinder dit job. Det er ikke godt. Eller også beriger AI dit job, sådan at du faktisk bliver mere produktiv, og din indkomst stiger, siger hun.

IMF-rapporten forudser, at arbejdsmarkederne i udviklingsøkonomier eller i fattige lande påvirkes begrænset af AI.

Den Internationale Valutafond (IMF) er en international organisation, der blev dannet i 1947. Den har 190 medlemslande og har til formål at sikre økonomisk stabilitet og vækst i verden. (Arkivfoto). Foto: Yuri Gripas/Reuters

Men økonomierne ventes heller ikke at få den store gavn af den nye teknologi.

- Vi må fokusere på at hjælpe lavindkomstlande til at bevæge sig hurtigere, så de kan udnytte de muligheder, der følger med AI, siger Georgieva.

- Så ja, AI er en lille smule skræmmende. Men det er også en kæmpe mulighed.

Senere på måneden offentliggør IMF en opdatering af sine økonomiske prognoser. De ventes at vise, at verdensøkonomien i store træk opfører sig som forudset i tidligere prognoser.

Georgieva siger, at verden synes at være på vej mod en såkaldt "blød landing" og ikke en økonomisk krise, efter at nationalbanker har hævet renterne i det seneste halvandet år for at få bugt med inflationen.

Men arbejdet er ikke gjort endnu.

- Vi er lige nu et følsomt sted, hvor vi ikke skal løsne for hurtigt eller for langsomt, siger hun med henvisning til, hvornår renterne skal sænkes.

Kunstig intelligens maser sig frem mange steder i vores hverdag. Det kan koste arbejdspladser, advarer IMF. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

Noget, der kunne hjælpe økonomien lige nu, er netop AI. En produktionsstigning, skabt af AI, vil være godt for verdensøkonomien, mener IMF, der ellers forudser forholdsvis behersket økonomisk vækst på mellemlang sigt.

- Min Gud, hvor har vi brug for det, siger IMF-chefen.

- Medmindre vi finder ud af at blive mere produktive, så er det ikke så godt for verden.

/ritzau/AFP

Kunstig intelligens

* Kunstig intelligens, på engelsk artificial intelligence (AI), er digitale systemer. De er blevet fodret med data og udviklet og kodet til at udføre forskellige, afgrænsede opgaver, der hidtil har krævet menneskelig intelligens.

* Det kan for eksempel være at styre en bil, skabe kunst, diagnosticere mennesker eller skrive videnskabelige artikler.

* Udviklingen af kunstig intelligens er tæt knyttet til computere og er derfor især sket siden Anden Verdenskrig.

* Du kan selv prøve kræfter med AI ved at se, hvad teknologien kan på den såkaldte chatbot ChatGPT - chat.openai.com

Kilde: Den Store Danske.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu