Kup i Thailand: Hærchefen tager kontrol over regeringen
Thailands hærchef, general Prayuth Chan-ocha, oplyser, at hæren har taget kontrol over regeringen, skriver Reuters.
Han understreger samtidig, at det ikke vil påvirke relationerne til udlandet, og at hæren nu vil "genoprette orden" og "gennemføre politiske reformer".
- Vi overtager kontrollen af hensyn til lov og orden. Der er ingen grund til panik, fortsæt jeres daglige aktiviteter, lyder opfordringen fra Prayuth Chan-ocha i en tale, han har holdt på national tv.
Udmeldingen kommer efter endnu et møde mellem landets stridende politikere torsdag, der havde til formål at løse den fastlåste situation i landet.
Hærchefen havde indkaldt ledere fra forskellige politiske grupper og partier samt medlemmer af valgkommissionen, efter at militæret indførte undtagelsestilstand i Thailand tirsdag. På det tidspunkt blev det understreget, at der ikke var tale om et kup.
Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer - flere mennesker er døde, og hundredvis er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.
Ifølge en højtstående general vil soldaterne nu afbryde demonstrationerne.
Tilhængere af den afsatte premierminister Yingluck Shinawatra, de såkaldte rødskjorter, vil ikke standse demonstrationerne, oplyser de. Men ifølge et øjenvidne er flere rødskjorter allerede ved at forlade demonstrationerne på fredelig vis.
Samtidig fortæller en talsmand for rødskjorterne, at soldater affyrer skud op i luften for at opløse demonstrationerne.
Militæret har udstedt udgangsforbud mellem klokken 22 og 5 natten til fredag.
For bare to måneder siden blev en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder ophævet.
Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand dengang blev taget af regeringen i januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.
Tidligere i denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker