Soldater har tilbageholdt regeringschefen og hærchefen i Guinea-Bissau.
Ved en manøvre, der i første omgang så ud som et kupforsøg, trængte soldater ind i regeringsbygninger i Guinea-Bissau og førte premierminister Carlos Gomes væk.
Samtidig blev landets hærchef, Zamora Induta, tilbageholdt af soldater.
Det er endnu uklart, hvad der er undervejs i Guinea-Bissau, men premierminister Gomes skal være frigivet igen efter få timers tilbageholdelse, siger et familiemedlem.
- Premierministeren er frigivet og mødes nu med præsidenten, siger det unavngivne familiemedlem.
Hærchef Induta skal fortsat være tilbageholdt, siger diplomatiske kilder og internationale organisationer i det lille vestafrikanske land til det portugisiske nyhedsbureau Lusa.
Ifølge kilderne har hærchefens næstkommanderende, Antonio Indjai, overtaget kommandoen med de væbnede styrker.
Kort inden premierministeren blev tilbageholdt, havde en gruppe soldater hentet landets tidligere flådechef Bubo Na Tchuto ud fra en FN-bygning.
Her har han opholdt sig efter et mislykket kupforsøg i 2008, som han beskyldes for at stå i spidsen for.
- Gomes blev anholdt her til morgen. Bubo Na Tchuto forlod frivilligt FN-bygningen. De begivenheder hænger sammen, siger en unavngiven diplomatisk kilde til Reuters.
FN og Guinea-Bissaus regering blev i januar enige om, at Na Tchuto skulle udleveres til regeringen, men hidtil er han forblevet på FN's område.
Udsendelser i radioen er erstattet af militærmusik, siger en militær kilde i landet siger til nyhedsbureauet dpa.
I hovedstaden Bissau er der mange soldater på gaden, men ellers roligt, siger øjenvidner.
Landet har tidligere oplevet adskillige militærkup.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker