Kurdere angriber politistation: Otte dræbt

Fem politifolk er blevet dræbt og ni andre såret ved et angreb mod en politistation i det sydøstlige Tyrkiet begået af den kurdiske oprørsbevægelse PKK. Det oplyser sikkerhedskilder.

Under angrebet på politistationen mistede tre oprørere også livet, oplyser sikkerhedskilderne.

Angrebet fandt sted i den sydøstlige Siirt-provins.

Det kommer på et tidspunkt, hvor der er øgede spændinger mellem PKK og tyrkisk militær, der på det seneste har intensiveret angrebene på kurdiske baser i den nordlige del af nabolandet Irak.

Tidligere lørdag fordømte PKK et bombeattentat i hovedstaden Ankara, der fandt sted tirsdag og som kostede tre civile livet.

- PKK's ledelse oplyser i en erklæring, at denne type angreb er afskyelig og skadelig for det kurdiske folks legitime krav, oplyser det prokurdiske nyhedsbureau Firat.

I en e-mail til Firat torsdag tog et gruppe, der kalder sig Kurdistans Frihedsfalke (TAK), skylden for tirsdagens angreb.

- Dette er kun begyndelsen, advarede TAK i mailen til det kurdiske nyhedsbureau.

PKK- Kurdistans Arbejderparti - kæmper for et selvstændigt, kurdisk hjemland. Bevægelsen betegnes som en terrorgruppe af regeringen i Ankara og af blandt andre EU, USA og Nato.

PKK indledte dens væbnede kamp i 1984, og siden da har konflikten kostet omkring 45.000 mennesker livet.

/ritzau/Reuters

Mindst fem politifolk meldes dræbt i forbindelse med et PKK-angreb mod en politistation i Tyrkiet.

Offentliggjort Sidst opdateret