Lederen af den separatistiske kurdiske oprørsbevægelse PKK, Murat Karayilan, siger til britiske BBC, at hans krigere er klar til at smide våbnene, hvis den tyrkiske regering efterkommer en række krav.
- Hvis den kurdiske problemstilling bliver løst på en demokratisk måde gennem dialog, vil vi lægge vores våben, siger han.
Afvæbningen skal ifølge Karayilan ske under FN's opsyn, hvis Tyrkiet går med til en våbenhvile. PKK-lederen kræver også, at den tyrkiske regering stopper angreb på civile kurdere og anholdelser af kurdiske politikere i det østlige Tyrkiet.
Samtidig truer Karayilan med mere vold, hvis regeringen i Ankara ikke imødekommer hans krav.
- Hvis den tyrkiske regering nægter at acceptere dette, så bliver vi nødt til at erklære selvstændighed, siger han.
Interviewet med Karayilan blev gennemført i en lejr i Kurdistan i det nordlige Irak. Den tyrkiske regering har svaret afvisende på PKK-lederens tilnærmelser.
Regeringen "har ikke for vane at kommentere på terroristers kommentarer", siger en unavngiven embedsperson.
Tyrkiske PKK-oprørere greb til våben i 1984 i et forsøg på at skabe selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet, hvor store dele af Tyrkiets kurdiske mindretal bor. Kampene mellem regeringssoldater og kurdiske separatister har kostet mindst 45.000 mennesker livet.
PKK er på Tyrkiets og store dele af det internationale samfunds lister over terrororganisationer. I de seneste uger har separatisterne optrappet angrebene i Tyrkiet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet