Det internationale samfund samler sig om en plan, der skal forhindre et sammenbrud, når præsident Mahmoud Abbas fredag fremlægger en tekst for FN's Sikkerhedsråd om anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Det skriver den britiske avis The Guardian, som har talt med diplomater fra den såkaldte kvartet - USA, EU, Rusland og FN.
Kvartetten vil forsøge at overtale Abbas til at undgå en konfrontation i Sikkerhedsrådet, som kan udløse et amerikansk veto.
Ifølge diplomater vil Abbas få mulighed for at aflevere sit dokument til Sikkerhedsrådet, som herefter uden afstemning vil sende sagen til behandling.
Det vil være ledsaget af en erklæring fra Kvartetten, der på vegne af palæstinenserne fastslår, at målet er oprettelsen af en palæstinensisk stat baseret på grænserne fra 1967, inden Israel i krig besatte Østjerusalem, Vestbredden og Gaza.
Hensigten er at give tid til nye direkte forhandlinger mellem palæstinenserne og israelerne.
Kvartetten vil fremlægge en ny ramme for forhandlinger mellem parterne, der vil indeholde en tidsplan for oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Præsident Barack Obama skal senere onsdag mødes med Abbas i New York.
En talsmand for palæstinenserne, Huzam Zomlot, siger til The Guardian, at Abbas er fast besluttet på at sende den palæstinensiske anmodning om anerkendelse til Sikkerhedsrådet. Men formålet også er at bryde det dødvande, der har været meget længe i fredsforhandlingerne.
- Der er absolut ikke nogen modsætning mellem vores anmodning om fuldt FN-medlemskab og enhver anden mulig forhandling, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned