Kvinde anholdt med spionudstyr i tænderne

Iranske grænsevagter har anholdt en amerikansk kvinde og mistænker hende for spionage. Ifølge myndighederne er der fundet "spionudstyr i hendes tænder".

- For omkring en uge siden blev en amerikansk spion ved navn Hal Talayan anholdt af grænseofficerer ved Nordouz, skriver nyhedsbureauet Fars.

- Den 55-årige amerikanske kvinde blev anholdt, da hun søgte ind i Iran fra Armenien uden visum, og hun havde spionudstyr placeret i sine tænder, hedder det.

Nyhedsbureauet har ikke flere detaljer om kvinden, men fortæller, at hun skal have sagt, at hun bliver dræbt, hvis hun udvises til Armenien.

Hvis der er hold i historien, kan det forværre forholdet mellem USA og Iran. Det er i forvejen anspændt på grund af det iranske atomprogram.

Tre amerikanere blev anholdt i juli 2009 nær grænsen mellem Iran og Irak. Den ene af dem er kvinden Sarah Shourd, og hun blev i september løsladt mod en kaution på en halv million dollar.

Tilbage i USA har hun fortalt, at de tre forvildede sig over den irakiske grænse under en bjergvandring.

Hendes to mandlige rejsekammerater sidder fortsat fængslet i Teheran og afventer, at en retssag mod dem starter.

/ritzau/Reuters

Et iransk nyhedsbureau skriver, at en 55-årig amerikansk kvinde er anholdt og mistænkt for spionage.

Offentliggjort Sidst opdateret