Kvinde fra USA grebet i forsøg på at smugle filippinsk baby ud
En 43-årig kvinde fra USA er anholdt i Manilas lufthavn med baby, som hun angiveligt ville smugle med hjem.
En amerikansk kvinde, som forsøgte at smugle et næsten nyfødt barn ud af Filippinerne, er blevet anholdt i lufthavnen i hovedstaden Manila og sigtet for menneskehandel.
Det oplyser myndigheder i landet.
Kvinden havde skjult babyen - en seks dage gammel dreng - i en skuldertaske. Det lykkedes hende at komme gennem toldkontrollen i lufthavnen med barnet, men da hun ventede på at gå om bord på sit fly, blev hun stoppet af flypersonale.
Den 43-årige kvinde, der menes at være bosiddende i delstaten Utah, kunne hverken fremvise pas eller boardingkort for barnet.
Hun var heller ikke i besiddelse af officielle dokumenter, som gav hende retten til barnet. Det oplyser myndigheder i lufthavnen.
Ifølge myndighederne var det kvindens plan at tage barnet med sig op i flyet og til USA.
- Hun forsøgte bevidst at skjule barnet, siger Grifton Medina fra lufthavnens immigrationsmyndighed.
Kvinden blev anholdt, efter at hendes forehavende var afsløret, mens barnet er overdraget til relevante myndigheder.
På et pressemøde torsdag i Manila afviste kvinden, der bar en orange fængselstrøje og var iført håndjern, med nedbøjet hoved at svare på spørgsmål fra journalister.
Filippinernes nationale efterforskningsbureau (NBI) oplyste, at kvinden i lufthavnen havde fremvist en skriftlig erklæring, hvori moren til babyen angiveligt gav sit samtykke til, at den amerikanske kvinde tog barnet med sig til USA.
Men moren havde ikke underskrevet papirerne.
Ifølge NBI var der heller ikke udstedt en officiel udrejsetilladelse for barnet, og det fik politiet til at sigte kvinden for menneskesmugling. Det kan i Filippinerne straffes med op til livstid.
Babyens forældre er blevet sigtet i henhold til en lov om beskyttelse af børn, men de er ikke anholdt.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker