Kvinde planlagde drab på muhammedtegner

En amerikansk kvinde er i USA tiltalt for at have planlagt terrorhandlinger - især i Europa. Et konkret mål skal være den svenske kunstner Lars Vilks, der i 2007 tegnede profeten Muhammed med en kamphunds krop.

Den lyshårede, grønøjede 46-årige kvinde er mistænkt for under dæknavnet Jihad Jane i mere end et år at have forberedt terrorplaner på internettet. Blandt andet forsøgte hun at rekruttere frivillige i USA, Europa og Asien til terrorangreb.

Hun blev anholdt i Philadelphia 15. oktober sidste år, da hun vendte tilbage fra en Europatur, siger tv-kanalen CNN.

Jihad Janes rigtige navn er Colleen LaRose, og hendes hjemsted er en forstad til Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania.

- Jeg bor i Pennsylvania, er oprindeligt fra Texas. Jeg er for nylig omvendt til islam, og jeg kan med sikkerhed sige, at af alle de ting, jeg har begået i mit liv, så er det at blive muslim, det jeg er mest stolt af, skriver hun på MySpace under signaturen JihadJane.

Kvinden har i marts 2009 modtaget besked fra en person i et land i Sydasien med instrukser om at dræbe en svensk statsborger.

Amerikanske medier oplyser, at det var den svenske kunstner Lars Vilks, der skulle dræbes. En amerikansk embedsmand har bekræftet oplysningerne over for CNN.

Ifølge anklageskriftet har kvinden forpligtet sig til at dræbe svenskeren.

I marts sidste år kontaktede hun den svenske ambassade og bad om oplysninger for at få en permanent opholdstilladelse i Sverige. I august rejste hun til Europa og skal der ifølge anklageskriftet have opsporet sin tiltænkte offer på nettet "med det formål at gennemføre sin opgave."

De irske myndigheder anholdt tirsdag fire mænd og tre kvinder, der også mistænkes for at have planlagt at myrde Lars Vilks. Angiveligt har den anholdte amerikanske kvinde forbindelse med disse syv, der oprindeligt er fra Marokko og Yemen.

/ritzau/TT

En 46-årig amerikansk kvinde med dæknavnet Jihad Jane er tiltalt for at have planlagt drab på den svenske kunstner Lars Vilks, der i 2007 tegnede Muhammed.

Offentliggjort Sidst opdateret