Kvinde sigtet for terrorplaner i Sverige

En amerikansk kvinde, der går under navnet "JihadJane", er blevet sigtet af de amerikanske myndigheder for at have planlagt et dødbringende angreb i Europa og Sydasien.

Colleen LaRose, der er født i 1963 og fra staten Pennsylvania, havde ifølge sigtelsen blandt andet modtaget og accepteret en direkte ordre til at dræbe en svensk statsborger på en måde, så det ville skræmme "den vantro verden".

Ifølge sigtelserne skal hun også have rekrutteret "voldelige Jihadkrigere" til at udføre angrebene, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

"JihadJane" sigtes blandt andet for at have planlagt at forsyne terrorister med materiale. Hun sigtes også for at have givet falske vidnesbyrd til regeringsembedsmænd. Samtidig sigtes hun for at have stjålet en anden amerikaners pas med henblik på at forfalske det og bruge det som middel til at begå terror.

Anklagemyndigheden beskylder også LaRose og fem endnu ikke sigtede personer i Asien, Øst- og Vesteuropa og USA for at have rekrutteret personer over internettet til at gennemføre angrebene.

LaRose beskyldes for særligt at have henvendt sig til kvinder, "der har pas og mulighed for at rejse til og omkring i Europa til støtte for voldelig jihad (hellig krig, red.)".

Hvis LaRose bliver dømt, står hun til fængsel på livstid og en bøde på en million dollar.

/ritzau/AFP

De amerikanske myndigheder har sigtet en kvinde for at have planlagt terrorangreb i blandt andet Sverige og for at have rekrutteret jihadkrigere.

Offentliggjort Sidst opdateret