Kvinder føder under bomberegn i den eneste fødeklinik i Østukraine

Redningsmand Vitaly på 29 år står ved siden af sin 30-årige kone, Kateryna, mens hun holder deres nyfødte datter, Dasha. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Den eneste tilbageværende fødeklinik i det østlige Ukraine fortsætter med at tage imod patienter, mens både bombardementer og strømafbrydelser truer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hverken patienter eller personalet får meget søvn for tiden på den eneste tilbageværende fødeklinik i det østlige Ukraine.

Fødeklinikken er i Pokrovsk, hvor bragene fra bombardementer bliver højere og kommer tættere på.

- Vi havde ti angreb i nat. Kan du tro det, siger den 58-årige fødselslæge Ivan Tsyganok til AFP, mens han går gennem klinikkens korridorer.

Den tårnhøje leder giver ordrer til højre og venstre, mens han skubber døre ind på sin runde.

- De får ikke nok søvn. De er underernærede og stressede, siger han til AFP om sine patienters generelle tilstand.

Pokrovsk er et transportknudepunkt og et vigtigt mål for de invaderende russiske styrker.

Byen, der engang havde en befolkning på omkring 60.000, ligger kun 20 kilometer fra de russiske tropper, som forsøger at indtage en større motorvej i nærheden.

Motorvejen forbinder Pokrovsk med Kramatorsk, der er den største by i Donetsk-regionen.

Regionen har været delvist kontrolleret af russiske separatiststyrker siden 2014 og været udsat for flere dødelige angreb på fødeafdelinger.

- Når vejen er lukket, har vi svært ved at henvise patienter til os, siger fødselslæge Ivan Tsyganok.

Kvinder, der bor tæt på fronten, skal tage en lang omvej for at undgå en rute, der ofte bliver angrebet af artilleri og droner, tilføjer han.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at den siden krigens begyndelse har dokumenteret mindst 1900 angreb på ukrainske medicinske faciliteter.

Angrebene har kostet mindst 157 medarbejdere og patienter livet.

Donetsk hører under Donbass-regionen. Her havde en krig mellem russiskstøttede udbryderrepublikker og Ukraine været i gang i otte år, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Fødselslæge Ivan Tsyganok siger, at en eventuel lukning af den eneste tilbageværende fødeklinik i det østlige Ukraine vil være "tragisk" for patienterne i Donetsk-regionen. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Præsident Volodymyr Zelenskyj opfordrede for to år siden indbyggerne til at forlade Donetsk.

Myndighederne har gennemført evakueringer i flere byer og landsbyer ved frontlinjen.

Men lægerne er fast besluttet på at blive, så længe de kan.

- Vi forstår risikoen, siger Tsyganok og fortsætter:

- Men så længe der er patienter her, kan vi ikke stoppe vores arbejde.

I operationsstuen peger han på sandsække, der er stablet op mod vinduerne for at beskytte patienter og læger mod glasskår.

En anden udfordring er elektricitet.

Tetyana (til højre), som bor i byen Selydove, holder sit nyfødte barnebarn, Timofey. Over for Tetyana sidder hendes 31-årige datter, Tetyana Pishchuk. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Russiske angreb på ukrainske kraftværker har halveret landets elproduktion i forhold til for et år siden.

- Vi har oplevet en strømafbrydelse midt i et kejsersnit. Vi måtte gøre det færdigt med lyset fra vores telefoner, siger Tsyganok.

Personalemangel er også et voksende problem.

- Nogle af vores sygeplejersker bor ved frontlinjen, forklarer han.

- Byen bliver jævnligt bombet. Situationen påvirker både personale og patienter.

Han peger på, at kvinder, der skal føde, har brug for at være i et beskyttet miljø.

- Hvilken form for beskyttende miljø kan der være i Avdijivka, siger han.

Den 37-årige minearbejder fra byen Selydove Serhii sidder ved siden af sin kone, 32-årige Anastasia, som for nogle dage siden har født deres datter, Olivia. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

Rusland erobrede i februar industribyen med omkring 30.000 indbyggere og er siden rykket frem mod Pokrovsk, hvor fødeklinikken befinder sig.

På en af afdelingerne kigger 31-årige Tetyana Pishchuk med mørke rande under øjnene ned på sin nyfødte søn, Timofey.

Hun har været oppe hele natten og søgt ly i den forholdsvis sikre fødegang.

Lukningen af fødeklinikken vil være "tragisk" for indbyggerne i Donetsk, siger Tsyganok.

Klinikken vil i så fald være nødt til at flytte udstyr og patienter til Dnipro, der ligger omkring 200 kilometer væk.

Den by oplever også angreb, og det er en usikker rejse for en fødende kvinde.

- Vi kommer til at evakuere. Men jeg ved endnu ikke hvornår, siger Tsyganok til AFP.

/ritzau/AFP

Ukraines fødselsrate er faldet drastisk

* Allerede inden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, var fødselsraten lav i Ukraine.

* Ruslands invasion har forværret situationen yderligere. Fødselsraten i Ukraine er nu under 1,0 barn per kvinde og en af de laveste i verden.

* Hertil skal tilføjes, at den forventede levealder er påvirket i Ukraine på grund af krigen - særligt for den mandlige befolkning.

* Under normale omstændigheder i fredstid skal fødselsraten være omkring 2,1 for at fastholde befolkningens størrelse.

Kilder: BNE, NPR og DW.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu