Kvinder på flugt udsættes for voldtægt og plyndringer
FN, EU og de folkelige organisationer skal gøre endnu mere for at beskytte kvinder, der flygter fra Afghanistan og Afrika mod Europa. Det mener Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Der er brug for bedre beskyttelse af kvinder på flugt fra krig eller fattigdom, mener Dansk Flygtningehjælp.
Hver anden kvinde, der flygter eller migrerer til Europa, udsættes for seksuelle eller voldelige overgreb under rejsen.
Det er konklusionen i en ny rapport, som Mixed Migration Centre under Dansk Flygtningehjælp torsdag offentliggør.
- Rapporten viser, at kvinder og piger ofte flygter fra overgreb og usikkerhed, men at de udsættes for endnu flere barske overgreb undervejs på deres farlige rejse.
- De har ofte ikke andet valg end at flygte videre i et forsøg på at finde sikkerhed for dem selv og deres familier, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach.
Undersøgelsen er baseret på interviews med flere end 1000 kvinder fra Afghanistan og Øst- og Vestafrika.
Der er ifølge Christian Friis Bach tale om en af de største undersøgelser af kvinders flugt og migration.
44 procent af kvinderne har fortalt, at de har været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb under deres flugt.
Cirka halvdelen af dem har oplevet gentagne overgreb. Mange beretter også om, at de har været udsat for kidnapning, bestikkelse og røveri.
Libyen tegner sig som det absolut farligste land for kvinderne at rejse igennem.
Her er omfanget af overgreb massivt, og kvinder risikerer alt fra frihedsberøvelse og røveri til voldtægt i detentionscentre og at blive solgt på slavemarkeder.
Kvindernes beretninger kalder på en langt bedre beskyttelse, mener Christian Friis Bach.
- Pointen er, at vi bliver nødt til at gøre langt mere for at beskytte kvinder og piger på deres ruter og rejser. Uanset hvad man mener om, hvorfor de tager afsted, og hvor de skal hen, så skal vi beskytte dem, hvor de er.
Det er både FN, EU og de folkelige organisationer, der bør handle, lyder det fra Christian Friis Bach, der selv har en fortid i FN-systemet.
- En stor del af de her overgreb bliver begået af grænsevagter, politi og andre myndigheder. Det er en opgave for regeringer at sikre, at det ikke sker.
- Men i det hele taget er det en opgave for alle - FN, EU og de folkelige organisationer - at sikre en stærkere tilstedeværelse på de ruter, siger Christian Friis Bach.
Rapporten kommer med en række anbefalinger til, hvordan man kan gøre mere for at informere og beskytte kvinder og piger på flugt.
Det gælder eksempelvis hjælp til mad, vand, medicin og husly samt målrettet hjælp til gravide kvinder.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker