Kvinder risikerer dødsstraf for drab på Kim Jong-uns bror
Lufthavnen i Kuala Lumpur blev afspærret, efter at Kim Jong-nam blev forgiftet med farligt stof. To kvinder er nu sigtet i sagen (arkivfoto). Foto: AP/Daniel Chan
AP/Daniel Chan
En indonesisk og en vietnamesisk kvinde er blevet sigtet for drabet på halvbroren til Nordkoreas leder.
Anklagemyndigheden i Malaysia har sigtet en indonesisk og en vietnamesisk kvinde for at have dræbt Kim Jong-nam, der er halvbror til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Det oplyser anklagemyndigheden onsdag, hvor sigtelsen er blevet læst op, ifølge flere internationale medier.
Hvis de to kvinder på henholdsvis 25 og 28 år bliver fundet skyldige, risikerer de dødsstraf. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kim Jong-nam blev dræbt i den internationale lufthavn i Kuala Lumpur 13. februar med en stærk nervegas. En obduktion har vist, at han døde i løbet af 15-20 minutter, efter at nervegassen VX var blevet smurt på hans ansigt.
Nervegasse betegnes af FN som et masseødelæggelsesvåben og er forbudt i hele verden. En dråbe er nok til at dræbe et menneske.
Begge kvinder var fattede under onsdagens korte retsmøde. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Retssagen mod dem forventes først at begynde om flere måneder.
Kim Jong-nam var på vej til Macau i Kina fra Kuala Lumpur, men i lufthavnen blev han - at dømme ud fra optagelser fra overvågningskameraer - forgiftet af to kvinder.
Den indonesiske kvinde har fortalt, at hun fik 630 kroner for at forgifte den nordkoreanske leders halvbror.
Hun troede angiveligt, at hun deltog i et realityprogram. Det oplyste Indonesiens viceambassadør i Malaysia i sidste uge.
Den vietnamesiske kvinde er kommet med samme forklaring.
Det er ikke kun de to kvinder, der er mistænkt i sagen. Flere andre menes at være indblandet, og der spekuleres i, om drabet skete på ordre fra det nordkoreanske regime.
De to kvinder blev filmet af overvågningskameraer i lufthavnen 13. februar, da de tørrer noget af i ansigtet på Kim Jong-nam.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker