Kystvagt redder 1867 migranter og finder 13 døde i Middelhavet
Mange migranter, der rejser fra Tunesien, sætter kurs mod den italienske ø Lampedusa. (Arkivfoto). Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Tunesiens kystvagt har den seneste tid haft travlt med at sejle ud til migranter i knibe på Middelhavet.
Den tunesiske kystvagt har reddet 1867 migranter op af Middelhavet og har desuden fundet 13 omkomne i vandet ud for Tunesien.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Redningen af migranterne og bjærgningen af ligene er sket ad flere omgange den seneste tid.
I takt med at foråret skrider frem, og vejret bliver bedre, forsøger flere og flere migranter at sejle fra Nordafrika over Middelhavet til især Italien.
Tidligere var det især Libyen, migranterne sejlede ud fra i håb om at få et bedre liv i Europa. I dag er det i stigende grad Tunesien, der bliver brugt som transitland i Nordafrika.
Sidste år blev 1313 migranter enten erklæret døde eller meldt savnet, efter at de forsøgte at sejle fra Tunesien til Europa.
Det var et rekordhøjt antal, meddelte en menneskerettighedsgruppe tidligere på året ifølge Reuters.
Dermed tegner de migranter, der sejler ud fra Tunesien, sig for mere end halvdelen af alle dødsfald og formodede dødsfald på Middelhavet i 2023.
I alt blev cirka 2500 mennesker registreret som enten døde eller savnede på den farefulde tur over havet, viser tal fra FN's Internationale Organisation for Migration. Det er en stigning på 75 procent i forhold til året før.
Et af de steder, som mange migranter sætter kurs mod, når de sejler fra Tunesien, er den italienske ø Lampedusa. Den ligger 130 kilometer fra den tunesiske kyst.
Der er søndag eftermiddag endnu ingen oplysninger om de migranter, der er henholdsvis fundet døde og reddet op af Middelhavet ved de seneste redningsaktioner ud for Tunesien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned