Georg Galloway, der leder det lille pacifistiske og venstreorienterede parti Respekt, sikrede sig mere end dobbelt så mange stemmer som sin modkandidat fra Labour, Imran Hussain, viste optællingen fredag.
Den skotske politiker vandt sædet i Bradford West, der er kendt for at have mange indvandrere.
Galloway kaldte resultatet "det mest sensationelle resultat i britisk suppleringsvalgs historie".
Bradford West er traditionelt et sikkert mandat for Labour, men resultatet viser, at partiets leder, Ed Miliband, ikke har været i stand til at opsamle den utilfredshed, som der er i store dele af Storbritannien med den konservative regerings nedskæringspolitik og skattelettelser til de rigeste.
Galloway blev i 2003 smidt ud af Labour med fynd og klem, efter han havde kritiseret partiets daværende premiernister Tony Blair sønder og sammen for at trække Storbritannien med ind i krigen i Afghanistan og Irak.
Galloway er en farvestrålende politiker, og han fik stor opmærksomhed, da han i 2005 forsvarede sig i USA's senat mod beskyldninger om på tvivlsom vis at have tjent stort på FN's olie-for-mad-program i Irak.
I stedet for at ryge i gabestokken, forsvarede han sig ved at rette anklagen mod USA:
- Jeg har mødt Saddam Hussein lige så mange gange, som (daværende) forsvarsminister Donald Rumsfeld har mødt ham. Forskellen er, at Donald Rumsfeld mødtes med ham for at sælge ham kanoner og at give ham kort, så han bedre kunne indstille kanonerne.
Rumsfeld havde i 1980'erne flere møder med Saddam Hussein, og USA støttede på det tidspunkt Irak i krigen mod Iran.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde