Læge bag fejldiagnose af Navalnyj udnævnt til minister
Den nu forfremmede Murakhovskyj taler her med pressen tilbage i august, da Navalnyj modtog behandling på hans sibiriske hospital. Foto: Alexey Malgavko/Reuters
Alexey Malgavko/Reuters
Russisk læge fik international opmærksomhed med fejldiagnose af Navalnyj. Nu er han sundhedsminister i Omsk.
En russisk læge, som fejldiagnosticerede oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, er blevet udnævnt til regional sundhedsminister.
49-årige Aleksander Murakhovskyj fik international opmærksomhed, da han diagnosticerede Navalnyj med en stofskiftesygdom, efter at politikeren kollapsede på en indenrigsflyvning og blev indlagt på et hospital i Omsk.
På hospitalet var Murakhovskyj ledende læge, og på det tidspunkt sagde han, at der ingen beviser var for en forgiftning.
Men siden har laboratorier i både Tyskland, Frankrig og Sverige fastslået, at Navalnyj blev forgiftet med stoffet Novitjok.
I weekenden er Murakhovskyj imidlertid blevet forfremmet til en stilling som sundhedsminister i den sibiriske region Omsk.
Navalnyj, der stadig er under behandling i Tyskland, har kritiseret Murakhovskyjs udnævnelse og siger, at lægen bliver belønnet for at "fabrikere" en diagnose.
Det står der i en meddelelse på russisk offentliggjort på det sociale medie Telegram.
- Du lyver, du bedrager, du er klar til officielt at svindle for at behage lederne - og så får du en forfremmelse, skriver Navalnyj.
Putin-kritikeren Navalnyj nåede at være indlagt på intensivafdelingen på hospitalet Charité i Berlin i alt 24 dage.
Den potente nervegift Novitjok blev udviklet under Sovjetunionen og blev også anvendt under et attentatforsøg på en tidligere russisk agent i den engelske by Salisbury i 2018.
EU har sanktioneret flere russiske borgere i forbindelse med Navalnyjs forgiftning.
Russiske embedsmænd har fastholdt, at der ikke er blevet fundet beviser for Navalnyjs forgiftning.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker