Læger i Gaza forbereder sig på ny uro: Situationen er desperat
Indtil klokken 04 i nat opererede læger i Gaza omkring 1000 personer, der mandag blev ramt af skud.
Udsendte læger for Læger Uden Grænser arbejdede på tre hospitaler i Gazastriben til klokken 04 natten til tirsdag, efter at over 2000 blev såret, og 58 blev dræbt mandag i Gaza ved grænsen til Israel.
Urolighederne fandt sted på dagen, hvor USA åbnede sin nye ambassade i Jerusalem.
I timerne op til åbningen marcherede palæstinenserne i Gazastriben mod grænsen til Israel, hvor de endte i konfrontation med israelsk militær, der skød med skarpt.
Det sendte ifølge Læger Uden Grænsers landechef i Gazastriben, Marie-Elisabeth Ingres, omkring 1000 personer mod hospitalerne med skudsår.
De mange sårede kommer oven i flere uger med protester hver fredag. Her er et stort antal palæstinensere blevet dræbt og såret efter sammenstød med israelsk militær.
- Der er mangel på medicin, der er mangel på udstyr.
- Vi sender dusinvis af læger, sygeplejersker osv. Men det er ikke nok, for der er for mange mennesker. Vi snakker tusindvis af skudsår på få dage, siger hun.
Hos Læger Uden Grænser forbereder man sig tirsdag morgen på, at urolighederne kan forsætte.
- Vi ved det ikke, men vi forventer desværre, at situationen i dag vil være som situationen i går.
- Alle vores medarbejdere er forberedt og klar i dag, vi koncentrerer vores indsats til to hospitaler for at kunne håndtere det, siger Marie-Elisabeth Ingres.
Situationen for palæstinenserne er ifølge landechefen præget af håbløshed, og det får palæstinenserne til at fortsætte med demonstrationerne, selv om de lider store tab.
- De er desperate. Der er ingen fremtid for dem, de kan ikke komme væk. Der har været en blokade i ti år, og der er ingen job til dem - der er 60 procents arbejdsløshed.
- De siger, at vi dør her, så hvorfor ikke dø, mens vi forsvarer os, siger hun.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde