Læger melder USA's forsvarsminister klar til tirsdag
USA's forsvarsminister, Lloyd Austin (t.v.), er indlagt på et hospital i Washington D.C. og kan ikke være med til møde med sine kolleger i Nato om Ukraines behov på forsvarsområdet. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lloyd Austin blev søndag indlagt med problemer med blæren. Ifølge kilde aflyser han tur til Bruxelles.
USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, kan vende tilbage på kontoret tirsdag efter sin indlæggelse på intensivafdeling.
Det siger de læger, der har behandlet den 70-årige minister.
- Et forlænget hospitalsophold er ikke ventet. Vi forventer, at ministeren kan genoptage sine normale forpligtelser i morgen, meddeler hans læger mandag.
De tilføjer, at prognosen for Austins kræftsygdom "fortsat er fortrinlig".
Austin blev sidste år diagnosticeret med prostatakræft.
Tidligere mandag meddelte en unavngiven embedsmand i USA's forsvarsministerium, Pentagon, at indlæggelsen tvang Austin til at aflyse en rejse til Bruxelles.
Her er der onsdag planlagt et møde mellem forsvarsministre fra Nato-landene.
Mødet, der handler om Ukraine og landets behov på forsvarsområdet, vil i stedet blive holdt virtuelt, oplyser kilden.
Oplysningen er ikke officielt bekræftet.
Austin blev søndag indlagt for "symptomer på et akut blæreproblem", som Pentagon oplyste søndag.
Mandag oplyste en talsmand for Pentagon ifølge nyhedsbureauet AFP, at han var overført til intensivafdeling "for tæt overvågning og støttende behandling".
Viceforsvarsminister Kathleen Hicks passer Austins opgaver, mens han er indlagt.
Austin har før givet præsident Joe Biden en undskyldning for ikke at have informeret om sine tidligere hospitalsindlæggelser.
- Jeg håndterede det ikke korrekt, sagde Austin på et pressemøde først i februar.
Det blev her oplyst, at Austin blev indlagt med en alvorlig urinvejsinfektion 1. januar. Men i flere dage kendte offentligheden og hans nærmeste kolleger ikke til indlæggelsen.
Først 4. januar fik Biden og andre højtstående personer i Det Hvide Hus at vide, at den amerikanske forsvarsminister var indlagt.
Infektionen opstod, efter at Lloyd Austin inden jul blev behandlet for prostatakræft. Han informerede heller ikke umiddelbart præsidenten om selve kræftdiagnosen.
Diagnosen rystede ham, men han burde have underrettet Biden om den, erkendte Austin på pressemødet i februar.
Austin var indlagt i to uger, før han i midten af januar blev udskrevet fra militærhospitalet Walter Reed uden for Washington D.C.
Som forsvarsminister står Austin umiddelbart efter præsident Biden i toppen af det amerikanske militærs kommandovej.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie