Læger og assistent tiltalt for at skaffe ketamin til Perry før død
Anklager Martin Estrada har torsdag præsenteret tiltale mod fem personer efter "Venner"-skuespillers død. Foto: David Swanson/Reuters
En læge og en person, som går under navnet "Ketamindronningen", er tiltalt efter "Venner"-skuespillers død.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
"Venner"-skuespilleren Matthew Perrys personlige assistent, to læger og flere andre er tiltalt for at have skaffet det ketamin, der forårsagede hans død. I alt fem er tiltalt.
Det oplyser myndigheder torsdag ifølge New York Times.
I dokumenter indgivet ved en føderal domstol i Californien siger anklagere, at Perrys personlige assistent og en bekendt havde arbejdet sammen med to læger og en pusher om at skaffe ketamin for tusindvis af dollar.
- De tiltalte udnyttede hr. Perrys afhængighed og problemer til at berige sig selv, siger anklager Martin Estrada ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.
Han siger videre, at de anklagede var del af et "bredere kriminelt undergrundsnetværk", som distribuerede ketamin.
Annonce
Af tiltalen fremgår det, at blandt andet en læge på en skadestue, som gik under navnet "Dr. P.", er blandt de tiltalte.
Vedkommende var blandt flere, som ifølge anklagerne hjalp Perry med at få fat i ketamin på trods af kendskab til skuespillerens problemer med stofmisbrug.
En person, der går under navnet "Ketamindronningen", skal have haft et "stash house" - hemmeligt lager - i området North Hollywood i Los Angeles og er også tiltalt.
Også Perrys personlige assistent, en anden læge og en bekendt er tiltalt for blandt andet at have haft en ulovlig sammensværgelse om at distribuere ketamin. Det oplyser en anonym kilde ifølge New York Times.
Skuespilleren blev fundet død i et boblebad i oktober.
Obduktionsrapporten fandt, at ketamin var den afgørende årsag til Perrys død, der blev vurderet til at være en ulykke.
Rapporten konkluderede, at Perry døde som følge af "akutte virkninger af ketamin".
Drukning, hjerte-kar-sygdom og medicin, der bruges til at behandle opioidmisbrug, var medvirkende faktorer til dødsfaldet.
Perry var i ketaminbehandling for depression og angst, men hans sidste kendte behandling var halvanden uge inden hans død.
Matthew Perry, der i "Venner" spillede den altid sarkastiske Chandler Bing, døde i en alder af 54 år. (Arkivfoto). Foto: Rich Fury/Ritzau Scanpix
Det ketamin, der blev fundet i hans system i den retsmedicinske undersøgelse, var blevet indtaget efter den sidste behandling, lød det i rapporten.
Annonce
I flere måneder har myndigheder undersøgt, hvordan Perry fik fat i stoffet.
Ketamin er et bedøvelsesmiddel, som blandt andet bruges til større dyr som heste. Men blandt nogle misbrugere er der også interesse for stoffet, fordi det kan give hallucinationer.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde