USA kan være på vej med en større rokade blandt landets diplomater, militærfolk og ansatte i efterretningstjenester, siger en højtstående amerikansk sikkerhedskilde.
Efter organisationen WikiLeaks offentliggjorde et stort antal diplomatiske indberetninger, som ambassadører rundt om i verden har skrevet hjem til Washington, kan det være "farligt" eller umuligt for mange at blive på deres poster.
Det gælder særligt de diplomater, der i deres indberetninger har været kritiske over for korrupte eller uduelige regeringer, siger den unavngivne sikkerhedskilde til netavisen Daily Beast.
- Vi bliver nødt til at trække nogle af vores bedste folk hjem, fordi de turde at rapportere sandheden om de lande, de gør tjeneste i, siger kilden.
Planerne er endnu i den meget tidlige fase, men ifølge netavisen regner det amerikanske udenrigsministerium, forsvarsministerium og efterretningstjenesten CIA med at skulle udskifte personale på flere amerikanske ambassader og konsulater i de kommende måneder.
En talsperson for udenrigsministeriet vil ikke umiddelbart bekræfte oplysningerne, men nøjes med at sige, at "Vi vil gøre det, hvis vi bliver nødt til det".
Den fremtrædende demokratiske senator John Kerry antyder også, at WikiLeaks-lækagen kan medføre udskiftninger i de diplomatiske rækker.
- Det er muligt, at nogle steder vil folk sige, at de ikke kan arbejde sammen med dem, siger han til tv-stationen NBC.
Medlemmer af det tyske regeringsparti FDP krævede tidligere på ugen, at Washington fyrer sin ambassadør i Tyskland, Philip Murphy, i kølvandet på pinlige WikiLeaks-afsløringer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde