Lærer søgte dækning med børn i mørkt rum

De 15 børn i første klasse søgte dækning i et mørkt og barrikaderet baderum, da skuddene smældede udenfor, og hvor skud efter skud dræbte deres klassekammerater og lærere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Deres kvindelige lærer agerede mor for de skrækslagne børn på seks og syv år, selv om hun selv frygtede, at hun kunne blive dræbt når som helst.

Kaitlin Roig skiftevis græder og gisper i det interview, hvor hun fortæller om massakren på Sandy Hook Elementary School til ABC News.

Da de hørte skuddene samlede hun børnene omkring sig og løb ind i et lille badeværelse, fordi deres klasseværelse har et stort og meget synligt vindue.

Hun stillede en bogreol på tværs af døren, som hun lukkede og låste indefra. Derefter bad hun børnene om at være stille.

- Jeg sagde, at de skulle være stille. Jeg sagde, at de skulle være helt stille, siger hun.

I mareridtsagtig stilhed hører de skuddene ude på gangen - kun nogle få meter væk.

- Jeg sagde, at der var nogle onde mennesker derude, og at vi måtte ventede på, at der kom nogle gode mennesker, siger Kaitlin Roig, som tilføjer, at nogle af børnene græd eller spurgte efter deres forældre.

En af de små sagde, at han kunne karate, og at ingen skulle være bange.

Hun trøstede de børn, der græd, og bad dem om at vise deres smil.

- Det hele skal nok blive o.k. Vis mig jeres smil.

- Jeg ønskede, at de skulle vide, at nogen var glad for dem, og at det var det, som de skulle høre, og ikke gerningsmandens skud ud på gangen.

Til sidst var det forbi. Skyderiet stoppede, politiet bankede på døren og fik dem til at komme ud.

Roig var dog forsigtig og ville ikke åbne, før de havde skubbet deres politiskilte ind under døren.

Kaitlin Roig og de andre lærere på skolen blev lørdag hyldet for den måde, de håndterede situationen på.

Mange steder i Newtown har folk hængt plakater op med billeder af Kaitlin Roig og andre af skolens lærere."Giv en lærer et klem", står der på dem.

/ritzau/Reuters