Lande med syriske flygtninge opfordres til tålmodighed
UNHCR's landechef i Syrien, Gonzalo Llosa (nummer to fra venstre) ses her i samtale med en familie, der er vendt tilbage til Aleppo i Syrien fra Tyrkiet. Foto: Hameed Marouf/UNHCR/Free
Flere hundredtusinder flygtninge er vendt tilbage til Syrien efter Assad-styrets fald, men situationen i landet er svær, siger FN's flygtningechef i landet.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Kort efter Bashar al-Assad i december blev væltet som Syriens præsident, satte flere europæiske lande - herunder Danmark - asylbehandlingen for syriske flygtninge på pause.
Samtidig åbnede mange politikere debatten om hjemsendelse.
Men hvis europæiske ledere virkelig ønsker stabilitet i Syrien, bør de ifølge FN's flygtningeorganisations landechef i Syrien, Gonzalo Llosa, væbne sig med tålmodighed.
For hvis store mængder flygtninge vender tilbage, kan det risikere at destabilisere det sårbare land yderligere, lyder rationalet.
- Hvis man skubber flygtninge tilbage for tidligt, så kan det have ødelæggende konsekvenser. Både for menneskene og for landet, der lige nu ikke kan absorbere et meget stort antal af flygtninge, siger FN-chefen over telefonen.
Annonce
Gonzalo Llosa har arbejdet som landechef i Syrien i 10 måneder og han fortæller, at omkring 235.000 syriske flygtninge allerede har krydset grænsen fra nabolande til Syrien efter landets magtskifte.
Mindst 350.000 er desuden vendt retur, da Israel bombede Libanon.
Mange familier, der er vendt hjem fra nabolande, bor i øjeblikket i telte, fordi deres hjem er ødelagt. Her ses en syrisk familie, der er taget tilbage til Aleppo i Syrien fra Tyrkiet efter Assad-styrets fald. Foto: Karam Al-Masri/Reuters
Og det tyder på, at flere efter Assads fald har et gensyn med Syrien i tankerne.
Når FN-organisationen for et år siden spurgte syriske flygtninge i regionen, om de tænkte at vende tilbage til Syrien inden for det næste år, svarede mindre end to procent ja. Nu er tallet steget til 27 procent.
Men at vende retur er ikke nemt, påpeger Llosa.
Halvdelen er endnu ikke kommet hjem i deres egne huse, enten fordi husene er blevet ødelagt, eller fordi en ny familie er flyttet ind.
- Det er chokerende at se antallet af syrere, der bor i et telt ved siden af deres ødelagte hjem.
Problemerne omkring menneskerettigheder er heller ikke forsvundet med magtskiftet, påpeger han.
Alligevel ser meldingerne om inklusion, diversitet og frie valg fra landets midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa "forsigtigt opmuntrende ud", siger Llosa, men spørgsmålet er, om den politiske situation reelt udvikler sig, som lovet.
Siden Assad-styrets fald har omkring 235.000 syriske flygtninge krydset grænsen og er vendt tilbage til Syrien fra nabolande, fortæller UNHCR. Her ses syriske flygtninge ved grænseovergangen mellem Syrien og Tyrkiet 11. december 2024. Foto: Dilara Senkaya/Reuters
Manglen på jobs er endnu en udfordring, og derfor understreger Llosa, at det er et vigtigt skridt, når EU vil begynde at lette sanktionerne.
Annonce
For det er sådanne tiltag, der for alvor kan skabe en forskel, siger han.
- Hvis tusinder eller millioner af syriske flygtninge skal komme tilbage, så er det ikke nok, hvad end vi (de humanitære organisationer, red.) gør.
Der er i dag omkring 35.000 syriske indvandrere i Danmark. Otte procent af dem har permanent opholdstilladelse.
Seneste artikler
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland