Landsby venter endnu på nødhjælp før ny truende orkan

Ti dage efter, at den dødbringende orkan Helene gik i land i det sydøstlige USA, er mange indbyggere i Pensacola stadig afskåret fra nødhjælp og elektricitet. Foto: Mike Stewart/Ritzau Scanpix

Ødelæggelserne er voldsomme, og nødhjælpen er ikke dukket op flere steder efter orkanen Helene. Alt imens lurer en ny orkan i horisonten i det sydøstlige USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

I bjerglandskabet i delstaten North Carolina ulmer en blanding af frustration og magtesløshed under overfladen.

Et par uger efter at den dødbringende orkan Helene gik i land i det sydøstlige USA, er mange indbyggere stadig afskåret fra nødhjælp, fra elektricitet, fra rindende vand og information om, hvad der reelt kommer til at ske.

USA's føderale katastrofeagentur, Fema, står for at hjælpe delstater med nødhjælp i katastrofesituationer.

Men den officielle nødhjælp er flere steder slet ikke nået frem.

Det gælder blandt andet området omkring byen Pensacola i North Carolina, der er blandt de hårdest ramte delstater.

- Fema burde have været her, men der har ingen hjælp været, siger den lokale indbygger Janet Musselwhite ifølge AFP.

Mindst 230 mennesker er meldt omkommet efter ødelæggelserne fra Helene.

Mindst 230 mennesker er meldt omkommet efter ødelæggelserne fra Helene. Det gør den til den hidtil mest dødelige orkan, der har ramt USA, siden orkanen Katrina i 2005. Foto: Mike Stewart/Ritzau Scanpix

Det gør den til den hidtil mest dødelige orkan, der har ramt USA, siden orkanen Katrina i 2005.

Ifølge Janet Musselwhite er den vigtigste hjælp, som beboerne hidtil har fået, kommet fra frivillige, der har afleveret mad og dunke med vand.

Ifølge Det Hvide Hus har uddelt nødhjælp i den sydøstlige del af landet for 210 millioner dollar.

Dertil er der udsendt et mandskab på tæt på 7000 medarbejdere for at hjælpe de udsatte områder, lyder det.

Men den manglende nødhjælp i enkelte områder har skabt en ny storm af rygter på de sociale medier.

Et af rygterne er spredt af den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.

Under et vælgermøde i sidste uge sagde Trump, at præsident Joe Biden har brugt landets nødhjælpsmidler på "mennesker, der ikke burde være i vores land" og henviste til immigranter.

En midlertidig brandstation er blevet etableret i Pensacola efter den ødelæggende orkan. Men nødhjælpen fra den amerikanske stat er endnu ikke nået frem. Foto: Mike Stewart/Ritzau Scanpix

- Det er løgn. Der blev ikke brugt nogen som helst midler til katastrofehjælp til at støtte migranters boliger og tjenester, lyder det i et notat fra Det Hvide Hus.

- Ingen. Slet ikke. Overhovedet, slår notatet fast.

Audria Pace arbejder i byen Swannanoa, der ligger en times kørsel syd for Pensacola.

Hun begræder den rolle, som misinformationen på de sociale medier har haft for de berørte mennesker efter orkanen udslettelser.

- Hvis folk har tid til at dele disse hadefulde holdninger, har de også tid til at hjælpe, fortæller hun.

I enkelte tilfælde har folk sagt og skrevet, at det demokratiske parti ligefrem står bag orkanen for at få dræbt Trump-vælgere.

North Carolina er historisk set en republikansk stat med et flertal af tilhængere af Donald Trump.

- Disse mennesker har ingen idé om, hvad der egentlig foregår her. Vi samles om de døde, og vi passer på vores hjerter. Det andet hjælper på ingen måde, siger Audria Pace.

Mens myndigheder og redningsfolk i det sydøstlige USA arbejder på at rydde op efter ødelæggelserne, lurer en ny orkan ude i horisonten.

Orkanen Milton blev natten til tirsdag kraftigere, imens den nærmer sig den amerikanske delstat Florida.

Den ventes at gå i land onsdag og vil sandsynligvis ramme det tætbefolkede område omkring Tampabugten.

Orkanen Milton bliver dermed den anden orkan til at ramme det sydøstlige USA på blot to uger.

/ritzau/AFP

Mest dødelige orkan i de sidste 20 år

* Orkanen Helene gik i land i det sydøstlige USA 26. september.

* Mindst 230 mennesker er meldt omkommet efter ødelæggelserne fra Helene.

* Det gør den til den hidtil mest dødelige orkan, der har ramt USA, siden orkanen Katrina i 2005.

* Orkanen Helene hærgede særligt delstaterne North Carolina, South Carolina, Georgia, Florida, Tennessee og Virginia.

* Den nye orkan Milton ventes onsdag at ramme Floridas vestkyst.

* Den kommende orkan ventes at ramme flere områder, som stadig er påvirket af konsekvenserne fra orkanen Helene.

* USA's nationale orkancenter (NHC) oplyste natten til tirsdag, at Milton har en vindstyrke på op til omkring 285 kilometer i timen - eller 79 meter i sekundet.

Kilde: AFP og NHC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu