Russiske vælgere, der føler sig svindlet ved landets parlamentvalg sidste søndag, gik lørdag på gaden i landsomfattende demonstrationer fra Vladivostok i det østligste Rusland over Moskva til Skt. Petersborg.
Protesterne anses for at være den hidtil største udfordring for premierminister Vladimir Putin, som har været landets stærke mand i 12 år.
I Vladivostoks isnende kulde, hvor en stor politistyrke var udkommanderet, demonstrerede over 500 mennesker og krævede "fængselsstraffe til dem, der svindlede med stemmerne"
I Khabarovsk tæt på Kinas grænse blev der holdt en langt større demonstration med 3500 deltagere, mens 1500 protesterede i Tomsk for "Et Rusland uden Putin".
Titusindvis af demonstranter ventedes senere på dagen at deltage i demonstrationer i Moskva, hvor over 50.000 politifolk og soldater er udkommanderet. Myndighederne har tilladt 30.000 at demonstrere i den russiske hovedstad, efter at der tidligere på ugen blev anholdt 1600.
Hvis 30.000 deltager, vil det være den største protestaktion i Moskva i over 10 år.
Oppositionen har organiseret protester i mindst 15 større byer. Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, opfordrer til, at valget bliver annulleret og går om. Også den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har kritiseret valget, hvilket har fået Putin til at anklage hende for at være med til at opildne til demonstrationer.
Valget var præget af et hidtil uset statsligt pres mod de uafhængige valgobservatører, og flere meldinger om uregelmæssigheder har fået europæiske valgobservatører til at udtrykke skarp kritik
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker