Le Pen ånder Macron i nakken op til første runde i præsidentvalg
Det bliver sandsynligvis den siddende præsident, Emmanuel Macron, og højrefløjskandidaten Marine Le Pen, der går videre til anden runde af det franske præsidentvalg, når franskmændene søndag skal stemme i første runde. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
De to kandidater i front ligger nu så tæt op til søndagens første runde af det franske præsidentvalg, at det er uforudsigeligt, hvem der vil få flest stemmer.
Ritzau RitzauAnna Rie Christensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Kampen om den franske præsidentpost ser ud til at blive en tvekamp mellem den siddende præsident, Emmanuel Macron, og Marine Le Pen fra den yderste højrefløj.
Valgets første runde afholdes søndag, hvor det med stor sandsynlighed bliver de to, der går videre til anden runde.
Centrumpolitikeren Macron ligger forrest. I meningsmålinger fra fredag står han til at få 26 procent af stemmerne. Lige efter ham kommer den indvandrerkritiske Le Pen, som står til at få 23 procent af stemmerne.
For blot få uger siden lå Macron på over 30 procent, mens Le Pen var på 18 procent. Inden da havde Macron haft et pænt, omend lidt mindre, forspring i månedsvis.
Nu ligger de to kandidater så tæt, at det falder inden for den fejlmargin, man må forvente i meningsmålinger. Samtidig er omkring en fjerdedel af vælgerne i tvivl om deres valg.
Annonce
Det betyder, at det ikke er usandsynligt, at Le Pen søndag kan ende med at få flere stemmer end Macron.
Hendes succes skyldes ikke mindst, at der er kommet en endnu mere radikal kandidat på banen i form af Eric Zemmour. Det mener politologen Bruno Cautrès fra det franske universitet Science-Po.
- Hun fremstår mindre radikal og mindre aggressiv end Eric Zemmour. Hun er mere respektabel, siger Bruno Cautrès til The Guardian.
Zemmour har fokuseret sin kampagne på indvandring og kriminalitet, mens Le Pen har profileret sig på tiltag, der skal give den almindelige franskmand flere penge mellem hænderne.
Og netop købekraft står øverst, når man spørger franskmændene, hvad de synes, er vigtigt i valget.
Le Pen vil sætte pensionen op og pensionsalderen ned for dem, der kom på arbejdsmarkedet, før de fyldte 20.
Macron vil også sætte indkomsten for pensionister op, men vil omvendt hæve pensionsalderen fra 62 til 65 år.
Le Pen beskylder Macron for at være en præsident for de rige, der tænker mere på de finansielle markeder end på franskmændene.
- Den politik, jeg gerne vil føre, er ikke tiltænkt aktiemarkedet til forskel fra Emmanuel Macron, sagde Le Pen torsdag til den franske radiostation RTL.
Marine Le Pen skåler ved et besøg fredag på et marked i byen Narbonne i det sydlige Frankrig. Hun har i den seneste tid med succes fokuseret sin valgkamp på franskmændenes faldende købekraft. Foto: Joan Mateu Parra/Ritzau Scanpix
Ifølge Le Pen skal hendes sociale tiltag finansieres ved at bekæmpe skattesnyd og ulovlig indvandring.
Annonce
Det er urealistisk, mener Macron.
- Når hun siger, at hun vil hæve pensionen, så lyver hun. Hun kommer ikke til at gøre det. Det holder ikke budgetmæssigt, siger Macron til avisen Le Parisien.
Han tilføjer, at Le Pens "grundlæggende holdninger ikke har ændret sig".
- Det er et racistisk valgprogram, som har til formål at splitte samfundet, og som er meget brutalt, siger han.
Frankrig står midt i den værste inflationskrise i årtier, og med krigen i Ukraine forventes yderligere prisstigninger på mad, energi og brændstof.
Det gør franskmændene nervøse, siger Marie-France Lurier, der er borgmester i byen Donzy, til det franske nyhedsbureau AFP.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
- De synes, det er svært at tænke på fremtiden, siger hun.
De stigende priser kan mærkes i den lille by i det centrale Frankrig.
- Vi tager mindre ud, og vi er ikke sikre på, hvad vi skal lave i påsken, siger den 37-årige sygeplejerske Sarah Lesage til AFP.
Med en komfortabel afstand ned til venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon ser anden runde ud til at blive en gentagelse fra 2017, hvor det også var Macron og Le Pen, der var oppe mod hinanden.
Annonce
Dengang vandt centrumpolitikeren med 66 procent af stemmerne. Men det kan blive meget tættere i år.
53 procent af franskmændene siger, de vil stemme på Macron, hvis han kommer op mod Le Pen.
Valgets første runde afholdes søndag. De to kandidater med flest stemmer går videre til anden runde, som afholdes søndag den 24. april.
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland