Leder af Islamisk Stat giver muligt livstegn efter angreb
Islamisk Stat har frigivet en lydoptagelse med en person, som gruppen påstår er lederen Abu Bakr al-Baghdadi.
Islamisk Stat har torsdag frigivet en lydoptagelse, som gruppen hævder indeholder en erklæring fra de militantes leder, Abu Bakr al-Baghdadi.
I den seneste uge har der været rygter om, at al-Baghdadi skulle være blandt de dræbte under et luftangreb nær den irakiske by Mosul fredag aften i sidste uge. Den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat, skulle fra luften have angrebet ledere for de militante islamister.
Det har ikke været muligt at få bekræftet rygterne, og nu er lydoptagelsen dukket op på flere islamistiske hjemmesider.
Manden, der hævder at være al-Baghdadi, siger ikke noget om selve angrebet i lydoptagelsen. Men ifølge nyhedsbureauet AFP nævner han udviklinger, der er sket efter angrebet.
Det har ikke været muligt at få bekræftet, om stemmen vitterligt tilhører al-Baghdadi.
Lydoptagelsen varer 17 minutter, og manden, der hævder at være al-Baghdadi, siger blandt andet, at Islamisk Stats kalifat udvides til at omfatte Saudi-Arabien, Yemen, Egypten, Libyen og Algeriet.
Personen siger endvidere, at den amerikansk-ledede koalitions luftangreb mod Islamisk Stat har slået fejl. Koalitionen vil blive tvunget til at indlede en krig på landjorden, hvilket hidtil har været kategorisk afvist af koalitionspartnerne.
Jihadisterne har med stor brutalitet erobret store landområder i Irak og Syrien, og i juni udråbte Islamisk Stat et kalifat, der strækker sig over dele af Irak og Syrien.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde