Legendarisk Marilyn Monroe-kjole gik for 33 millioner
Marilyn Monroe var næsten åndeløs, da hun i 1962 sang "Happy Birthday" for præsident John F. Kennedy. Åndenøden skyldes måske, at den kjole, der nu er solgt for millionbeløb på auktion, nærmest var klistret på kroppen af skuespillerinden. Foto: AP/Foto Fra Auktionskatalog.
AP/Foto Fra Auktionskatalog.
Den perlebesatte og kropsnære kjole Monroe bar under hyldestsang til John F. Kennedy er købt af museum.
En af de mest ikoniske genstande fra skuespillerinden Marilyn Monroes garderobe er torsdag aften lokal tid blevet solgt på en auktion i Los Angeles for 4,8 millioner dollar.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Marilyn Monroe bar kjolen, da hun i maj 1962 sang "Happy Birthday Mr. President" til USA's daværende præsident, John F. Kennedy.
Det kropsnære klædestykke indbragte næsten dobbelt så meget, som auktionshuset Julien's Auctions havde vurderet det til.
Den nye ejer er det amerikanske museum "Ripley's Believe It or Not!", som har slået sig op på at udstille kuriositeter. Museet har afdelinger i adskillige store byer verden over.
Kjolen blev senest handlet på en auktion i 1999. Dengang gik den for knap 1,3 millioner dollar. Den nye pris svarer til godt 33 millioner kroner.
Marilyn Monroes legendariske optræden til ære for John F. Kennedy fandt sted i det ligeledes legendariske Madison Square Garden i New York City foran 15.000 gæster.
Den perlebesatte og hudfarvede kjole fra modeskaberen Jean Louis sad så tæt på Monroes krop, at hun var nødt til at iføre sig kjolen, før de sidste søm blev syet færdigt.
Monroes stemme var næsten åndeløs i hyldesten til Kennedy, men det vides ikke, om åndenøden skyldes den stramme kjole eller beundring for præsidenten.
Marilyn Monroes hyldest til præsidenten blev en af de sidste gange, hun optrådte med publikum på. Cirka tre måneder senere, 5. august 1962, blev hun fundet død i en alder af 36 år.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker