Lektor: Ny CDU-leder er en spiselig løsning for partiet
Annegret Kramp-Karrenbauer (tv.) fik fredag 517 stemmer blandt partiets medlemmer, mens Friedrich Merz fik 482. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Kai Pfaffenbach/Reuters
Annegret Kramp-Karrenbauer er kritisk over for Merkels flygtningepolitik, men fører generelt samme linje.
Med Annegret Kramp-Karrenbauer som leder får det konservative tyske parti CDU en pragmatisk frontkvinde, der skal sørge for at samle partiet.
Det vurderer Karl Christian Lammers, som er lektor i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
Fredag blev Kramp-Karrenbauer valgt som ny CDU-leder ved partiets kongres i Hamburg og overtager dermed efter Angela Merkel.
- Hun var mere spiselig for partiflertallet. Hun repræsenterer en fortsættelse af Angela Merkels politiske linje, siger lektoren.
Annegret Kramp-Karrenbauer er en erfaren skikkelse i tysk politik.
Hun var tidligere ministerpræsident i delstaten Saarland og har været CDU's generalsekretær med ansvar for partiets strategi siden februar.
Den nye partileder har været under Merkels vinger og anses på mange punkter for at være på linje med Merkels midtersøgende politik.
Dog vil Kramp-Karrenbauer føre en hårdere udlændinge- og integrationspolitik, lyder vurderingen fra Karl Christian Lammers.
- Med udtrykket "en blytung tid" har hun kritiseret Merkel for at være meget passiv i forhold til den politiske udvikling i Tyskland. Hun mener, at Merkel skulle være gået mere i offensiven mod Alternative für Deutschland, siger lektoren.
Under Merkels ledelse har det indvandringskritiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland vokset sig større.
Kramp-Karrenbauers kurs over for udlændinge er imidlertid ikke så kontant som den, Friedrich Merz har varslet.
Merz var en af Annegret Kramp-Karrenbauers to modkandidater til lederposten og var ikke langt efter hende i afstemningen. Hun høstede 517 stemmer blandt partiets medlemmer, mens Friedrich Merz fik 482.
En af den nye leders helt store opgaver bliver derfor at få alle partiets medlemmer med på det nye projekt.
- Man kan sige, at det er hendes mission at samle et parti, der har fremstået som en anelse splittet, siger Karl Christian Lammers.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned