Lektor: Præsidentvalg i Somalia er et illusionsnummer

Det er spil for galleriet, når parlamentet i Somalia vælger landets nye præsident, mener dansk lektor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er efterhånden 25 år siden, at en blodig borgerkrig brød ud i Somalia og efterlod landet uden en fungerende regering.

Og det seneste valg i Somalia, der onsdag kulminerer med, at parlamentet udpeger en ny præsident, er blot spil for galleriet i det delvist anarkistiske og dybt splittede land.

Sådan lyder vurderingen fra lektor og ph.d. Bjørn Møller, der er ansat på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

- Regeringen har ikke kontrol med noget som helst, og valget er et stort illusionsnummer, siger han.

Somalia har i mange år været delt mellem fire store, rivaliserende klaner og en række mindre.

Klanernes magt er kun blevet større siden sammenbruddet i 1991 og de efterfølgende kampe, der trods indblanding fra FN's fredsbevarende styrker og USA ikke kunne standses.

- Da staten reelt holdt op med at eksistere, blev klanerne det eneste fællesskab, somalierne havde, siger Bjørn Møller.

Både FN og USA besluttede at trække sig ud af Somalia i 1994.

Beslutningen kom efter nedskydningen af to Black Hawk-helikoptere og de efterfølgende gadekampe, hvor 18 amerikanske soldater, to FN-soldater og op mod 700 somaliere blev dræbt i 1993.

Men i midten af 00'erne begyndte USA at spøge i kulissen igen, da amerikanerne sammen med det kristne naboland, Etiopien, forsøgte at skabe en koalition imod terror, forklarer Bjørn Møller.

- Etiopien invaderede landet i september 2006, og det var umådeligt dumt, siger han.

Hidtil havde den militante ekstremistgruppe al-Shabaab nemlig ikke rigtigt haft opbakning i Somalia.

- Men invasionen gjorde det muligt for al-Shabaab at kombinere en patriotisk sag med en religiøs sag, og i dag kontrollerer gruppen halvdelen af landet siger Bjørn Møller.

Lektoren ønsker ikke at komme med et bud på landets kommende præsident.

- For det er ikke et rigtigt valg, fastslår Bjørn Møller.

- Man kan for det første ikke holde valg i halvdelen af landet under al-Shabaabs kontrol.

- For det andet er der ikke politiske partier, som vælgerne kan stemme på, fordi de store klanfamilier skal have en del af magten siger han.