Lektor: Tillid til katolsk kirke er næsten væk efter rapport
Mindst 2000 biskopper i Frankrig har siden 1950 begået overgreb på særligt drenge, viser en ny rapport. Den katolske kirke strammede senest i 2019 reglerne for at undgå lignende sager. Foto: Laurent Cipriani/Ritzau Scanpix
Laurent Cipriani/Ritzau Scanpix
Det skader tilliden til den franske katolske kirke, at rapport afslører overgreb på 216.000 børn siden 1950.
Over 200.000 børn i Frankrig er fra 1950 og frem til i dag blevet udsat for seksuelle overgreb af biskopper og andre gejstlige i den katolske kirke.
Det er den gruopvækkende konklusion, som en rapport, der har været knap tre år undervejs, er kommet frem til.
Det kommer til at gå ud over tilliden i både ind- og udland til den katolske kirke, vurderer Jakob Egeris Thorsen. Han er lektor i teologi ved Aarhus Universitet.
- Den her rapport kommer til at have en stor betydning for den katolske kirke i Frankrig. Den kommer til at miste utroligt meget troværdighed blandt de katolske dele af befolkningen. Særligt kommer kirkens troværdig på det moralske område til at lide et ordentligt knæk.
- Man kan sagtens forestille sig, at den her rapport giver anledning til, at man gentænker magtstrukturer i kirken, og at der vil være et ønske om at lægfolk og særligt også lægkvinder får en større indflydelse i kirkens dagligdag, siger han.
Rapporten, der er blevet præsenteret tirsdag, viser, at omkring 216.000 børn - hovedsageligt drenge i teenagealderen eller yngre - er blevet udsat for overgreb af forskellig art.
Halvdelen af overgrebene har ifølge rapporten fundet sted fra 1950 til 1970. I den periode blev ofrene for overgreb fuldstændigt ignoreret og nærmest modarbejdet, mener Jakob Egeris Thorsen.
De næste 20 år blev ofrene ikke direkte modarbejdet, men heller ikke taget alvorligt.
- Der tegner sig et billede af, at biskopper og myndighedspersoner i kirken i stor stil har ignoreret ofrene og forflyttet gerningsmændene, som så har kunnet fortsætte deres misbrug i et helt uhyggeligt omfang.
- Hvis man ser på forholdet mellem ofre og gerningsmænd, svarer det til, at hver gerningsmand har misbrugt 70 børn, siger lektoren.
Først i 1990'erne begyndte den katolske kirke for alvor at gribe ind og stramme reglerne.
Den seneste stramning kom i 2019, hvor alle religiøse - biskopper, nonner og lignende - inden for den katolske kirke, fik pligt til at indberette det op i systemet i Rom, hvis de fik mistanker om overgreb.
Offerorganisationer i landet mener ifølge Jakob Egeris Thorsen ikke, det er tilstrækkeligt. De vil have, at alle får indberetningspligt til politiet.
Tallene fra rapporten er "chokerende" høje, siger lektoren, som dog vurderer, at det ligner de rapporter, der er kommet fra USA og Irland.
- Man bliver altid chokeret, når man ser tal fra katolske kirker, men når man sammenligner med tal fra sportsklubber, skoler og spejderkorps, plejer de ikke at være helt vildt anderledes. Men det er de her.
- Her fremstår den katolske kirke og dens institutioner som det farligste sted, altså det sted, hvor der er størst risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, uden for familier og den nære vennekreds, siger han.
Som følge af rapporten er der åbnet 22 straffesager, og der er leveret bevismateriale til yderligere 100 sager med nulevende ofre og gerningsmænd. Sager, hvor forældelsesfristen ikke er overskredet.
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen