Udenrigsminister Lene Espersen (K) afviser, at den internationale koalition går for aggresivt til værks med bombningerne i Libyen.
De vedvarende luftangreb fra en koalition bestående af blandt andre USA, Frankrig, Storbritannien, Italien og Canada samt Danmark bliver ellers kritiseret af Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amr Moussa, der sætter spørgsmålstegn ved behovet for de kraftige angreb.
- Hele verden har råbt op om, at det internationale samfund skal gribe ind, og når man så griber ind, så begynder man straks at kritisere det. Vi må holde fast i den rigtige beslutning, der er truffet, siger Espersen på vej ind til et EU-møde i Bruxelles.
- Det har stået fuldstændig klart, lige siden at FN?s Sikkerhedsråd vedtog resolution 1973, at for at opretholde en flyveforbudszone var der behov for blandt andet også med præcisionsbombninger at sætte anti-luftskyts og nogle kontrolcentre i Libyen ud af spillet, fortsætter hun.
Lene Espersen har flere gange i de seneste uger betonet vigtigheden af støtten fra Den Arabiske Liga og understreget, at hun personligt har været i tæt kontakt med Amr Moussa omkring situationen i Libyen.
Hun mener ikke, at den arabiske støtte til aktionen i Libyen er ved at smuldre.
- Jeg har ikke talt med Amr Moussa her til morgen, men vi har været i tæt kontakt med Den Arabiske Liga og deres talsmand. Der har man bekræftet, at man fortsat bakker op om FN-resolutionen.
- Jeg ser Moussas udtalelser primært som udtryk for en bekymring for, at de civile tab ikke bliver for store, siger Lene Espersen.
Lene Espersen understreger også, at hun fortsat håber på, at Natos medlemslande kan nå til enighed om at spille en aktiv rolle i opretholdelsen af flyveforbudszonen i Libyen.
- Vi håber, at de lande, der hver især måtte have en bekymring, vil blive overbevist om, at det er det rigtige at gøre. Vi ser i hvert fald meget gerne, at Nato kommer på banen og er med til at spille en væsentlig rolle, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde