Libyens leder, Muammar Gaddafi, er ikke bukket under trods næsten tre måneders internationalt bombardement.
Alligevel blomstrer optimismen på et møde i den Internationale Kontaktgruppe i Libyen
- Vi tror på, at vi står foran et gennembrud. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter med at planlægge for tiden efter Gaddafi, siger Lene Espersen til Ritzau.
Dermed følger Lene Espersen op på lignende kommentarer fra en lang række andre udenrigsministre på Libyen-mødet i Abu Dhabi.
- Gaddafis dage er talte. Vi samarbejder med vores internationale partnere gennem FN med planlægningen af det uundgåelige: Et post-Gaddafi Libyen, siger USA's udenrigsminister, Hillary Clinton ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også Nato har opfordret FN til at forberede sig på en særdeles aktiv rolle i Libyen, hvis Gaddafi på et tidspunkt fjernes fra magten. Eventuelt i form af en fredsbevarende styrke.
- Hvis der kommer en våbenhvile, så må vi nok forvente, at der vil være behov for en form for FN-tilstedeværelse i en overgangsperiode, siger Lene Espersen.
Mens optimismen fortsat mangler at materialisere sig på landjorden i Libyen i form af Gaddafis afgang, så bød mødet i Abu Dhabi på anden hjælp til oprørerne i Libyen.
Flere måneders løfter om økonomisk støtte blev på mødet i Abu Dhabi afløst af konkrete milliardindbetalinger til en nyoprettet finansieringsmekanisme.
Golfstaterne Kuwait og Qatar har allerede indbetalt omkring 1,5 milliarder kroner, mens Italien og Frankrig på mødet lovede at omdirigere henholdsvis 3 og 2,2 milliarder kroner i indefrosne midler fra Gaddafi-regimet til oprørerne.
Men der var ingen nye penge fra Danmark.
- Vi bidrager allerede meget til Libyen gennem vores militære indsats, så vi har ikke planer om de store bidrag, siger Lene Espersen.
Oprørerne i Libyen oplyste på mødet, at de har brug for over 15 milliarder kroner over de næste fire måneder til at udbetale lønninger og sikre forsyninger af fødevarer.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub