Myndighederne i Egypten og andre mellemøstlige lande bør fredeligt sikre økonomiske, sociale og politiske reformer.
Det siger udenrigsminister Lene Espersen (K) om urolighederne i Egypten efter den fredelige revolution i Tunesien.
- Det er helt afgørende, at EU ligesom amerikanerne opfordrer myndighederne til at lytte til befolkningerne. Jeg vil drøfte med mine kolleger i EU, hvad vi kan gøre for at støtte menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundet, siger Lene Espersen (K).
Lene Espersen afviser, at Danmark og EU har undladt at støtte demokratiske organisationer i Tunesien og Egypten. EU har dels ført en kritisk dialog med regimerne om menneskerettigheder, dels støttet civile organisationer ligesom Danmark gjorde i det Arabiske Initiativ, der nu hedder Partnerskab for Dialog og Reform.
- Jeg ser meget gerne, at EU fremadrettet målretter sine programmer mere til regimer, som skaber fremskridt og lytter til deres befolkninger, siger Lene Espersen.
I Tunesien har Danmark støttet journalister, fagforeninger samt organisationer for kvinder og menneskerettigheder. Trods Muhammedkrisen lytter mellemøstlige lande til Danmark, mener Lene Espersen, som i oktober mødte sin egyptiske kollega.
- Det lyttes mere til EU, hvis man taler med samme stemme fra 27 lande med 500 millioner indbyggere, siger Lene Espersen.
Hun erkender, at det er bekymrende, at islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab er blandt regimets modstandere i Egypten.
- Vi kan forebygge, at ekstremister får magten ved at støtte demokratiske organisationer, som støtter menneskerettighederne. Det er meget farligt, hvis den vestlige verden ikke vil støtte demokrati af frygt for de kræfter, der kommer til magten, siger udenrigsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned