Iran er ikke opsat på at efterleve det internationale samfunds krav om, at IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, skal have fuld adgang til at kontrollere Irans atomprogram.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) har onsdag haft et møde med sin iranske kollega, Manouchehr Mottaki, i New York i forbindelse med konferencen om ikke-spredning af atomvåben (NPT). Men iraneren var ikke lydhør over for de danske opfordringer til at samarbejde.
- Jeg sagde til ham, at også Danmark og EU er kritisk over for, at Iran ikke vil samarbejde. Det er hele det internationale samfund, der er kritisk, og som vil have Iran til at efterleve NPT-traktaten, siger Espersen, der tilføjer, at Mottaki "har en anden opfattelse".
Blandt andre USA arbejder i øjeblikket på at få indført en ny runde FN-sanktioner imod Iran, fordi Iran ikke samarbejder om kontrol med landets atomprogram. Vesten frygter, at Iran vil bruge programmet til at udvikle atomvåben, hvilket Iran afviser.
Lene Espersen har bebudet, at Udenrigsministeriet vil oprette en ny stilling, en nedrustningsambassadør, der skal arbejde med international nedrustning. Men hun siger, at hun ikke har drøftet en dansk nedrustningsambassadør med Irans udenrigsminister, så det er ikke umiddelbart klart, om sådan en ambassadør kan bidrage til en løsning af den iranske atomstrid.
Der er endnu ikke sat navn på, hvem der bliver nedrustningsambassadør. Lene Espersen siger, at stillingen besættes "inden for kort tid".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde