Lettelse erstatter besættelsens rædsler i befriede ukrainske byer
På torvet i den lille by Balaklija foran den regionale regeringsbygning vajer det ukrainske flag. Det er placeret på statuen af den ukrainske poet Taras Sjevtjenko og viser, at byen er befriet efter den russiske besættelse. Foto: Gleb Garanich/Reuters
Ukrainere beretter om frygtelige tider under måneders russisk besættelse. En modoffensiv i nordøst har befriet mange byer og bragt lettelse og glæde med sig.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der var endelig stille efter tre dages intense kampe i den lille nordøstlige ukrainske by Balaklija.
Men det var først, da Marija Tymofijeva så de ukrainske soldater, at det gik op for hende: Seks måneders russisk besættelse var forbi.
- Jeg så en pansret mandskabsvogn komme ind på torvet med et ukrainsk flag.
- Mit hjerte strammede til, og jeg begyndte at græde, siger den 43-årige beboer med skælvende stemme.
Befrielsen af byen fra russiske styrker fandt sted sidste uge. Da det ukrainske flag blev rejst på pladsen, var det et af de første tegn på den vellykkede ukrainske modoffensiv i den nordøstlige del af landet.
Annonce
Balaklija havde før den russiske invasion 27.000 indbyggere. For Marija Tymofijeva er det tydeligt, hvad russerne ønskede at opnå i den lille by.
Byen og omkringliggende områder skulle annekteres og blive til russisk territorium. Tegnene var ikke til at tage fejl af, mener hun.
Borgere i landsbyen Verbivka er rørte over at være blevet befriet efter måneders russsisk besættelse. Foto: Gleb Garanich/Reuters
Priserne i butikkerne skulle pludselig angives både i rubler - den russiske valuta - og i den ukrainske hryvnia.
Derudover fik pensionister pludselig udbetalinger i rubler, fortæller Marija Tymofijeva.
Under den russiske besættelse blev byen nærmest isoleret fra omverdenen, beretter hun videre.
Der var intet tv-signal og hverken internet eller mobildækning fra slutningen af april. Bortset fra et enkelt sted, hvor borgere kunne forsøge at få et svagt signal for at få kontakt til familie eller venner.
Samtidig var borgerne underlagt streng kontrol fra de russiske soldater.
Soldaterne kunne ifølge Marija Tymofijeva finde på at stoppe borgere i gaderne og gennemgå deres telefoner.
Her ledte de efter proukrainske budskaber og tjekkede, om borgerne fulgte proukrainske kanaler på sociale medier.
En ældre kvinde i Balaklija sidder og venter på den humanitære hjælp, der er på vej til byen, efter at den har været under russisk besættelse i månedsvis. Foto: Gleb Garanich/Reuters
På et tidspunkt blev hendes mand tvunget til midt på gaden at smide alt tøjet, bortset fra underbukserne, så soldater kunne tjekke, om han havde nogle proukrainske tatoveringer.
Annonce
Han gik fri.
Værre gik det 32-årige Artem Lartjenko. En dag i juli tiltvang russiske soldater sig adgang til hans lejlighed for at lede efter våben, fortæller han.
Våben fandt de ikke. Men de faldt over et fotografi af hans bror i en militæruniform. Og så blev Artem Lartjenko fængslet i 46 dage.
Ifølge hans egen beretning sad han i en lille celle med seks andre personer. Under afhøringer blev han udsat for elektriske chok, og han kunne ofte høre andres skrig fra sin celle.
Men nu er besættelsens rædsler i hvert fald foreløbig forbi i Balaklija og mange andre byer i det nordøstlige Ukraine.
I den nærliggende landsby Verbivka gemte folk sig i kældre, da kampene om at befri byen fandt sted.
Det lød så voldsomt, at de troede, at byen ville være så godt som jævnet med jorden.
- Vi troede, at der ikke ville være nogen landsby tilbage. Da vi kom frem, var det hele der, siger Tetjana Sinovaz.
Det eneste, der ikke stod længere, var den skole, som russerne havde brugt som base i Verbivka.
76-årige Nadja Khvostok siger, at hun og andre landsbyboere tog imod de ukrainske soldater med tårer i øjnene.
Annonce
- Vi kunne ikke have været lykkeligere, siger hun.
/ritzau/Reuters
Den ukrainske modoffensiv
* Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har Ukraine generobret cirka 8000 kvadratkilometer under modoffensiven i den nordøstlige del af landet. Det svarer til lidt mere end arealet af Sjælland, som er omkring 7000 kvadratkilometer.
* De 3000 kvadratkilometer, som Ukraine generobrede i løbet af fem dage fra 6. september, svarer til mere territorium, end Rusland har erobret siden april. Rusland har dog fortsat kontrol over cirka en femtedel af Ukraine.
* Det tilbageerobrede territorium er tilsyneladende udelukkende i den nordøstlige region Kharkiv. Omkring halvdelen af det generobrede territorium er gjort sikkert, mens "stabiliserende tiltag stadig er i gang" i den anden halvdel ifølge Zelenskyj.
* Omkring 150.000 ukrainere er blevet befriet fra russisk besættelse i løbet af de seneste dage ifølge en ukrainsk viceforsvarsminister.
Kilde: Reuters, AFP og Institute for the Study of War.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland