Lettisk leder går af efter bygningskollaps
Letlands premierminister, Valdis Dombrovskis, er trådt tilbage i kølvandet på tragedien omkring et sammenstyrtet supermarked, som i sidste uge kostede over 50 mennesker livet i hovedstaden Riga, meddeler hans talsmand.
Det politiske lyn, som ikke kom fra en klar himmel fra den 42-årige premierminister Valdis Dombrovskis, satte en effektiv stopper for Letlands siddende regering.
Letlands præsident Andris Berzins sagde, at han vil indlede forhandlinger om dannelsen af en ny regering i næste uge. Dermed udelukker han muligheden for et valg nu. Det næste valg til det lettiske parlament Seimas er i oktober 2014.
Kollapset i Maxima-supermarkedet i en forstad til Riga 21. november er den værste katastrofe, Letland har været ude for i fredstid. 54 personer omkom og 40 blev kvæstet, da tagkonstruktionen kollapsede og styrtede ned.
- Tragedien og alle de andre omstændigheder taget i betragtning, så er det nødvendigt med en regering, der har parlamentets fulde opbakning, sagde Dombrovski til journalister, mens han kæmpede for at holde tårerne tilbage.
- Derfor har jeg indgivet min afskedsbegæring som premierminister, sagde han efter et møde med præsident Berzins.
Letland træder ind i eurozonen 1. januar, hvilket er et upopulært skridt. Dombrovskis understregede onsdag, at euroen ikke har spillet nogen rolle i forhold til hans ønske om at træde tilbage, ligesom han benægtede, at Berzins skulle have krævet hans afgang.
- Jeg har ganske grundigt overvejet de politiske og moralske konsekvenser af, hvad der er sket, sagde Dombrovskis og refererede til sidste uges katastrofe. Han tilføjede, at han ville blive siddende, indtil en ny regering var udpeget.
Ulykken skete torsdag i sidste uge, da supermarkedet var fyldt med handlende på vej hjem fra arbejde.
Det 500 kvadratmeter store supermarked blev opført i 2011, og årsagen til sammenstyrtningen af den relativt nye bygning er endnu ikke officielt fastlagt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde