Libanons næste premierminister bliver efter alt at dømme den sunnimuslimske forretningsmand Najib Mikati, der har sikret sig støtte hos parlamentsmedlemmerne fra den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse.
Således har landets præsident, Michel Suleiman, udnævnt Mikati til ny mand i spidsen for regeringen.
Tele-, ejendoms- og oliemilliardæren Mikati blev nomineret til posten efter en afstemning i parlamentet tirsdag. Her var der 68 stemmer for ham, mens modkandidaten Saad Hariri fik 60 stemmer.
Efter udnævnelsen sagde Mikati, at han vil forsøge at danne regering torsdag.
- Jeg vil samarbejde fuldt ud med alle libanesere for at skabe en ny regering, der beskytter deres enhed og suverænitet, siger han.
Den nye premierminister er hverken medlem eller erklæret tilhænger af Hizbollah. Ikke desto mindre er han blevet foreslået til posten af den shiamuslimske bevægelse.
Mikati har desuden et rygte for at være på god fod med Syrien, der blev tvunget til at trække alle sine soldater ud af landet, efter den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri blev dræbt i 2005.
Udsigten til, at en Hizbollah-støttet kandidat bliver ny premierminister, har tidligere skabt bekymring i det internationale samfund.
Iagttagere frygter, at Iran vil få øget indflydelse gennem den shiamuslimske bevægelse. Nogle er gået så vidt som til at sammenligne situationen i Gazastriben, hvor den islamiske Hamas-bevægelse har magten.
Sunnimuslimske grupper i Libanon er også vrede på Mikati. De beskylder ham for at svigte sin egen sekteriske gruppe, sunnimuslimerne.
Hizbollah væltede afgående premierminister Saad Hariris regering, da han nægtede at tage afstand til FN-tribunalet, der angiveligt vil give Hizbollah skylden for mordet på Rafik Hariri.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker