Lederen af Libyens overgangsråd TNC, Mustafa Jalil, opfordrede libyere til tolerance, forsoning og tilgivelse under en ceremoni søndag.
Ceremonien, som markerede befrielsen af Libyen efter 42 år under den nu styrtede og dræbte Muammar Gaddafi, fandt sted i Benghazi, hvor oprøret mod obersten startede for otte måneder siden.
- Alle martyrer, civile og soldater har ventet på dette øjeblik, sagde Jalil, som opfordrede libyerne til "tolerance, forsoning og tilgivelse" i tiden frem til frie, demokratiske valg, som han forventer vil finde sted inden for otte måneder.
- Revolutionen begyndte fredeligt. Men den blev mødt med vold, forklarede Jalil om den folkelige opstand, der startede i Benghazi i februar.
Titusinder af mennesker, mange viftende med Libyens nye flag, var samlet på Kish-pladsen i Benghazi for at fejre den lange og blodige kamp, der førte til det nordafrikanske lands frihed.
Selve "befrielsen" blev udråbt af overgangsrådets næstformand, Abdel Hafiz Ghoga.
- Dette er en frihedserklæring. Hold hovederne højt. I er frie libyere, sagde Ghoga til de mange forsamlede.
Abdel Rahman al-Kabisi, minister for de dræbte og sårede martyrer, sagde til de forsamlede libyere, at ceremonien markerede et "stort historisk øjeblik i Libyens historie".
Ceremonien finder sted samme dag, som en obduktion viste, at Gaddafi var blevet dræbt af et skud i hovedet.
Den afsatte leder blev taget til fange torsdag i sin fødeby, Sirte, som var den sidste by til at blive erobret af styrker fra TNC.
Erobringen af Gaddafis fødeby markerede afslutningen af den militære kamp, der er blevet støttet af den vestlige forsvarsalliance Nato.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker