Libyen: Gaddafi-søn kan retsforfølges her

Den Internationale Straffedomstol, ICC, har endnu ikke besluttet, hvorvidt den vil lade Libyen selv retsforfølge diktatorsønnen Saif al-Islam Gaddafi.

- Der er ikke taget en beslutning af ICC's dommere, siger en talsmand for domstolen i Haag.

Justitsministeren i Libyens overgangsregering, Ali Khalifa Ashur, har ellers sagt til det britiske nyhedsbureau Reuters, at Saif al-Islam bliver stillet for en domstol i sit hjemland Libyen fremfor at blive retsforfulgt ved ICC i Holland.

- Libyen har fredag ansøgt ICC om, at Saif skal blive stillet for en libysk domstol. Det har ICC nu accepteret, hævder ministeren.

ICC har tiltalt Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden under det folkelige oprør mod hans nu afdøde fars styre sidste år.

Den Internationale Straffedomstol udstedte 27. juni sidste år arrestordrer på Muammar Gaddafi, Saif al-Islam Gaddafi samt den daværende libyske efterretningschef Abdullah al-Senussi, som alle er anklaget for at stå bag drab på demonstranter under oprøret.

Muammar Gaddafis styre blev væltet i august i fjor, og obersten selv blev dræbt 20. oktober af oprørere i sin fødeby Sirte.

Hans næstældste søn og sandsynlige arvtager blev anholdt af oprørere 19. november i den sydlige del af landet, hvor han siden har siddet isolationsfængslet.

Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret, at den 39-årige Gaddafi-søn hidtil ikke har haft mulighed for at tale med sin forsvarer.

/ritzau/

Saif al-Islam Gaddafi kan stilles for libysk domstol, siger minister. Men ICC afviser, at det er besluttet.

Offentliggjort Sidst opdateret