Libyen løslader amerikanske militærfolk
Fire amerikanske militærfolk er blevet løsladt af myndighederne i Libyen, efter at de fredag var blevet tilbageholdt og varetægtsfængslet, oplyser USA's udenrigsministerium.
- Alle fire amerikanske militærfolk, der var i den libyske regerings varetægt, er blevet løsladt.
- Vi prøver stadig at fastslå de faktiske omstændigheder for hændelsen, siger talskvinde for ministeriet Jen Psaki.
De fire blev tilbageholdt ved en kontrolpost og flyttet til indenrigsministeriet.
New York Times citerer anonyme kilder for, at de fire anholdte er tilknyttet sikkerhedsenheden på den amerikanske ambassade i Tripoli.
Ifølge talskvinden Psaka opererede de fire "i et område nær Sabratha, som en del af en sikkerhedsberedskabs-indsats, da de blev taget i forvaring."
De kan have været i færd med at kortlægge flugtveje til eventuel fremtidig brug for amerikanske diplomater i forbindelse med optøjer eller angreb på den amerikanske ambassade, skriver avisen som forklaring på, at de blev anholdt.
I september 2012 blev fire mennesker, heriblandt den amerikanske ambassadør i Libyen, dræbt i et angreb på det amerikanske konsulat i den østlige by Benghazi.
Bevæbnede mænd, som menes at have tilknytning til al-Qaeda, trængte ind i konsulatet. Ambassadøren blev dræbt, da han, ledsaget af sikkerhedsvagter, forsøgte at flygte fra stedet.
Og tidligere denne måned blev en amerikansk skolelærer skudt ned under sin morgenløbetur i Benghazi. Også dette angreb tilskrives islamistiske ekstremister.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned