Libyens valgkomité udskyder præsidentvalg i sidste øjeblik
Valgplakat i den libyske hovedstad, Tripoli, hvor et planlagt præsidentvalg er blevet udskudt. Valgkomitéen i Libyens parlament siger i en erklæring onsdag, at det er umuligt at holde præsidentvalg i landet juleaftensdag som planlagt. Foto: Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix
Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix
Valgkomité foreslår 24. januar som ny valgdato i Libyen i stedet for juleaftensdag.
Valgkomitéen i Libyens parlament siger i en erklæring onsdag, at det er umuligt at holde præsidentvalg i landet juleaftensdag som planlagt.
Det er et stort tilbageslag for de mange internationale bestræbelser, der længe har kæmpet for at holde valg i det splittede Libyen. Der foreslås i stedet et præsidentvalg 24. januar.
Valgkomitéen henviser til tekniske og juridiske problemer i sin erklæring, som skaber tvivl om hele fredsprocessen. Blandt andet har der været stridigheder om flere personers valgbarhed.
Sikkerhedssituationen i Libyens hovedstad, Tripoli, er bekymrende, siger FN's mission i landet (Unsmil).
- Den nuværende mobilisering af styrker med tilknytning til forskellige grupper skaber spændinger og øger risikoen for sammenstød, der kan eskalere og blive en konflikt, sagde Unsmil tirsdag ifølge dpa.
Præsidentvalget i Libyen skulle efter planen afholdes 24. december. Det er en del af en FN-støttet plan om at gøre en ende på ti års kaos i det krigshærgede land. Valget bliver af iagttagere set som altafgørende i forhold til at bringe noget stabilitet til landet.
Blandt de mest kontroversielle præsidentkandidater er militærlederen Khalifa Haftar.
Også premierminister for overgangsregeringen Abdulhamid al-Dbeibah stiller op. Det samme gør Saif al-Islam Gaddafi, som er søn af Libyens mangeårige, nu afdøde leder Muammar Gaddafi.
Saif al-Islam Gaddafi stiller op, selv om han er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) og tidligere er blevet beskyldt for at have begået krigsforbrydelser.
- Hver eneste fraktion i Libyen har et problem med en af disse tre kandidater, siger Claudia Gazzini til AFP. Hun arbejder som Libyen-ekspert hos tænketanken International Crisis Group.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker