Lederen af oprørerne i Libyen kommer torsdag til London i et forsøg på at opnå endnu mere støtte fra Storbritannien i kampen mod Muammar Gaddafi.
Mustafa Abdel Jalil, frontfigur i Libyens Nationale Overgangsråd, skal mødes med premierminister David Cameron, udenrigsminister William Hague samt finansminister George Osborne.
Ifølge det britiske udenrigsministerium skal parterne drøfte muligheden for yderligere forsyninger af ikke-militært materiel og udstyr til oprørerne. Oprørsbevægelsens ønske om at etablere en permanent repræsentation i London er også på dagsordenen.
I forvejen har briterne, der er et af de mest aktive lande i de Nato-ledede luftangreb i Libyen, forsynet oprørerne med blandt andet kommunikationsudstyr.
- Overgangsrådet repræsenterer på legitim vis det libyske folk, siger udenrigsminister Hague i en udtalelse op til mødet.
- Situationen i Libyen er fortsat meget alvorlig, og besøget giver os en velkommen mulighed for at diskutere den seneste tids udvikling på landjorden i landet, siger Hague.
- Vi får også mulighed for at vurdere, hvordan Storbritannien og det internationale samfund fortsat bedst kan støtte den libyske befolkning, fortsætter udenrigsministeren.
Oprørerne kæmper for at fjerne Muammar Gaddafi, der i 41 år har ledet Libyen, men den seneste tid er stridighederne blevet fastlåst.
Gaddafis styrker kontrollerer hovedstaden Tripoli og hovedparten af den vestlige del af landet, mens oprørerne kontrollerer Benghazi og andre byer i den østlige og olierige del af landet.
I sidste uge besluttede en række vestlige og arabiske lande, alle modstandere af Gaddafi, at etablere en fond, der skal hjælpe oprørerne økonomisk. Gaddafis modstandere siger de har et akut behov for et beløb på to-tre milliarder dollar.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde