Libysk stormøde skal skjule lederes kvaler

Når flere end 35 lande tirsdag aften deltager i et stormøde om Libyen i London, vil det være for at signalere en samhørighed om operationen i det nordafrikanske land.

Men man skal ikke lade sig narre, forklarer professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver.

- Det er udelukket, at man skulle blive enige om noget særligt vidtgående. Man er nogle gange nødt til at holde denne slags møder for at symbolisere, at man er en koalition, og at man er enige.

- Men det er man ikke, skynder Ole Wæver sig at tilføje.

Ud over politikere fra de lande, som deltager i operationen i Libyen, vil mødet have deltagelse af Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Desuden er lande i regionen også inviteret.

- De kan præcisere kommandoen og arbejdsgangene. Men man kan ikke blive enige om de politisk-militære mål for krigen samt de politiske beslutninger om situationen efter krigen, mener Ole Wæver og uddyber:

- Da de gik ind i Libyen, var landene uenige om, hvorvidt målet kun var at redde civile, eller om det også var at vælte Gaddafi, siger han om den fundamentale splittelse i det internationale samfund om krigen.

- Man vil heller ikke kunne vedtage noget om, hvordan Libyen skal se ud efter krigen, og hvem der skal bestemme, fortsætter Ole Wæver.

Meningen med stormødet i London er da heller ikke at fastlægge de kommende magtforhold i Libyen, slår professoren fast.

- Det skal libyerne selv bestemme, siger Ole Wæver.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) deltager for Danmark ved mødet i London.

/ritzau/

Professor ser internationalt stormøde om Libyen som ledernes forsøg på at virke enige - uden at være det.

Offentliggjort Sidst opdateret