Libyske oprørere løslader Gaddafis søn efter seks år
Seif al-Islam er nu en fri mand, oplyser væbnet milits på Facebook. Arkivfoto. Foto: /ritzau/AP/Ammar El-darwish
/ritzau/AP/Ammar El-darwish
Seif al-Islam, som ifølge forsvarer ville blive hængt i Libyen, er blevet løsladt, siger milits.
En milits i Libyen siger, at Muammar Gaddafis søn Seif al-Islam, som har været fængslet siden 2011, er blevet løsladt.
Gruppen Abu Bakr al-Sadiq, som er en milits af tidligere oprørere, skriver på Facebook, at Seif al-Islam blev løsladt fredag som følge af en ny amnestilov.
- Vi har besluttet at løslade Seif al-Islam Muammar Gaddafi. Han er nu fri og har forladt byen Zintan, lyder det i meddelelsen på Facebook.
Byen Zintan er kontrolleret af oprørere, der er i opposition til den FN-støttede GNA-regering.
Seif al-Islam spillede en central rolle, da et oprør rejste sig mod Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi og kulminerede i 2011.
Efter en international militærintervention blev Gaddafis styre dog hurtigt væltet. Seif al-Islam blev taget til fange.
I 2012 lød det fra al-Islams forsvarer, at han ville blive hængt, hvis han skulle retsforfølges i Libyen.
Det sagde hans forsvarer i Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) dengang.
ICC udstedte i 2011 arrestordrer på flere ledende libyere, herunder Seif al-Islam.
I 2015 blev han dømt til døden ved en domstol i Tripoli for sin rolle under revolutionen i 2011.
Seif al-Islam er 44 år og den næstældste af Muammar Gaddafis otte børn.
Han taler flydende engelsk og har ofte repræsenteret sin fars regime i Vesten.
Tre af Gaddafis syv sønner blev dræbt under revolutionen. En anden af de overlevende sønner - Saadi - er stadig retsforfulgt i Libyen for sin rolle under revolutionen og drabet på en tidligere fodboldtræner.
Gaddafis enke, Safiya, og tre andre af hans børn søgte tilflugt i Algeriet i kølvandet på revolutionen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker