Libyske rivaler ventes at underskrive våbenhvile mandag
Formanden for det libyske statsråd, Khaled al-Mechri (til venstre), vil mandag rejse med Libyens regeringschef, Fayez al-Serraj (til højre), til Moskva for at underskrive en aftale om våbenhvile med den selvbestaltede leder Khalifa Haftar. (Arkivfoto) Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Underskrivelsen vil bane vej for en genoplivning af den politiske proces i Libyen, siger formand for statsråd.
Libyens internationalt anerkendte regeringschef, Fayez al-Serraj, og hans rival, den selvbestaltede leder Khalifa Haftar, ventes at underskrive en aftale om våbenhvile i Ruslands hovedstad, Moskva, mandag.
Det oplyser en højtstående libysk embedsmand natten til mandag dansk tid.
Underskrivelsen vil bane vej for en genoplivning af den politiske proces i Libyen. Det siger formanden for det libyske statsråd, Khaled al-Mechri, ifølge tv-kanalen Libya al-Ahrar.
Khaled al-Mechri oplyser videre, at han vil ledsage Fayez al-Serraj til Moskva, mens formanden for parlamentet, Aguila Salah, vil gøre Khalifa Haftar selskab.
Ifølge formanden for statsrådet er det nu tid til at se fremad.
- Jeg opfordrer alle libyere til at lægge fortiden bag sig, lægge uenigheder til side og stå sammen på vej mod stabilitet og fred, siger han i en kort tv-tale.
Meddelelsen kommer, efter at Khalifa Haftar natten til søndag oplyste, at en våbenhvile er trådt i kraft i det vestlige Libyen efter månedlange kampe om magten i hovedstaden Tripoli.
Våbenhvilen er kommet i stand, efter at Tyrkiet og Rusland har opfordret alle parter i konflikten til at indstille fjendtlighederne og indgå en våbenhvile.
Det nordafrikanske land har udviklet sig til et kaos, efter at en Nato-støttet opstand førte til den autoritære leder Muammar Gaddafis fald og død i 2011.
I 2019 forværredes situationen. Det skete, da general Khalifa Haftar og hans milits, som leder i den østlige del af landet, indledte en offensiv mod regeringen i Tripoli i den vestlige ende af landet i april.
Regeringsstyrkerne meddelte søndag morgen, at de accepterer våbenhvilen.
Libyen er lige nu opdelt mellem samlingsregeringen (GNA) i Tripoli i vest og Haftars styrker i øst og syd.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet