Lidegaard åbner op for Nato-tropper i Baltikum
Natolande, som grænser op til Ukraine, og som udviser stor bekymring over krisen, skal kunne sove trygt om natten.
Det prøver Natos udenrigsministre tirsdag at sikre i en ny pakke, som kan indeholde træningsprogrammer, militære øvelser, øget materiel og tropper i de østlige lande.
- Vi har bedt Nato om inden for to uger at udarbejde en pakke, som skal betrygge allierede, som er nervøse, og sikre, at de kan sove trygt om natten, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter Nato-udenrigsministermødet i Bruxelles.
Han understreger, at intet i pakken er vedtaget, men at det er op til den militære ledelse i Nato at beslutte, hvad der er brug for.
- Men det kan i princippet indebære mandskab, siger han.
- Det er et udtryk for, at man ønsker at skrue op for overvågningen og beredskabet, så man er beredt. Det er ikke det samme som, at vi er ude i en permanent oprustning, siger Lidegaard.
Han fortæller, at mulighederne for, hvad solidaritetspakken kan indeholde, er større end han havde forventet, inden mødet begyndte.
Han forklarer, at selvom der ikke vil være tale om stationære baser i de baltiske lande og andre øst-allierede, så kan det godt være, at der skal oprettes nogle ekstra fysiske tiltag for at "fylde det rum, man gerne vil fylde".
Han understreger efter mødet, at det ikke er en aggressiv handling fra Natos side, men en handling af solidaritet, som Rusland næppe vil opfatte som en optrapning af konflikten.
- Jeg tror, man ville undre sig fra russisk side, hvis Nato ikke tog sig selv mere alvorligt end som så.
- Når der kommer en militær optrapning ved Ukraines grænser, så er det ret naturligt, at man på eget territorium og med et klart defensivt sigte siger, at vi er en alliance som tager hinanden alvorligt.
Lidegaard mener, at man kunne risikere at sende et forkert signal, hvis man ikke støttede de allierede - nemlig at Nato ikke tager sig selv alvorligt og ikke er klar til at beskytte Natos medlemmer.
Pakken skal godkendes på ambassadørniveau i Nato, når den er klar.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde