Lidegaard: Rusland slører billedet af observatørmission
Udenrigsministeren glæder sig over russisk vilje til at øge OSCE's observatørkorps. Men har skepsis i behold.
Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), slår koldt vand i blodet og advarer om muligt russisk dobbeltspil i fredagens melding om, at Rusland vil have fordoblet OSCE's observatørmission i Ukraine fra 500 til 1000 mand.
- Jeg tolker det som udtryk for, at Rusland er meget ivrig efter at vise, at de mener denne her våbenhvile alvorligt. Men jeg tolker det også på den måde, at man selvfølgelig også dermed prøver at sløre billedet lidt af det, der er det egentlige problem.
- Nemlig at man (OSCE's observatører, red.) ikke kan komme til, siger Lidegaard lørdag ved afslutningen af EU's uformelle udenrigsministermøde i Riga.
Meldingen om, at Rusland opfordrer Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til at fordoble sin stab i Ukraine kom fredag fra både Tyskland og Rusland, efter at landenes udenrigsministre havde holdt møde i Berlin og deres ledere havde talt i telefon.
Oplysningen blev offentliggjort nærmest samtidig med, at OSCE's generalsekretær, Lamberto Zannier, fortalte EU-udenrigsministrene i Riga, at "der er områder, vi simpelthen stadig ikke kan komme til".
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, supplerer lørdag med oplysningen om, at Rusland har indvilget i, at OSCE's folk skal have uhindret adgang. Og at de også skal have mulighed for at tjekke tilbagetrækningen af tunge våben.
- Vi fik under gårsdagens forhandlinger i Berlin og under samtaler mellem præsident Vladimir Putin og den tyske forbundskansler forsikringer - i hvert fald fra russisk side - om, at OSCE skal garanteres uhindret adgang, siger Steinmeier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udenrigsminister Martin Lidegaard understreger, at det med adgangen er det helt springende punkt for observatørerne. Han vil tage imod Ruslands udstrakte hånd. Men siger, at man ikke må slække presset for, at observatørerne faktisk får den lovede adgang.
- Det mest centrale er selvfølgelig at få folk placeret på grænsen, så de også kan overvåge det, som satellitterne viser. Og som kan gå direkte ind, hvis de ser transporter, siger ministeren.
- Vi må gøre opmærksom på, at det ikke giver nogen som helst mening, hvis ikke de ekstra observatører kan komme til at udføre deres arbejde, siger Lidegaard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned